141
3. ANMÆRKNINGER.
Hav, deels en Kasteskive, Vishnus' Vaaben. Herskermærket bestod, overeensstemmende hermed, i en kredsrund Aftegning i høire Haand, idet Haandens Linier løbe sammen som i en Rundkreds. At Dushjantas skulde blive Fader til en „Verdenshersker“, var Eneboernes Forjættelse i 1ste Optrin V. 12. — Tanken om en overnaturlig Stadfæstelse, som her ved det forventede Herskermærke, har Kalidásas optaget fra Heltedigtets Fortælling, hvor Kongen forsætlig nægter sit Bryllup med Sakuntala, for at faae det stadfæstet fra Himlen i Folkets Paahør (s. o. S. 119); her i Skuespillet tjener dette Motiv paa eengang til at mildne Indtrykket af den gjensidige Miskjendelse og til at forberede paa Knudens Løsning.
MELLEMSPIL TIL SJETTE OPTRIN.
S. 73. Sakravatáram; s. Anm. til S. 67.
V. 133. Efter Indernes med Troen paa Sjælevandring overeensstemmende Mildhed imod alle Dyr, regnedes det for urene Haandteringer at fiske, slagte, garve osv.; kun Offerslagtning, ved de blodige Offringer til Sivas, blev naturligviis anderledes betragtet. Men for Fiskeren, og for enhver Mand af blandet Kaste, endnu mere end for Brahmánen, var det den høieste Pligt og Fortjeneste at holde sig til sin Kastes beskikkede Gjerning; ja, det ansaaes for „bedre at forrette sin egen Kastes Gjerning mangelfuldt. end en andens nok saa fuldkomment“ (Man. X, 97, jfr. Bhagavadg. III. 35).
S. 74. Rød-Karpe (Cyprinus rohita Buchan., s. Cuv. & Valenc. XVI, p. 251), en stor Karpeart, der findes i Søer og Damme i Gangeslandene. Den kan blive indtil 3 Fod lang; den er meget slugvorn, dens Kjød velsmagende. Af Farve er Ryggen olivengrøn, Bugen guldfarvet, Finnerne og Øinene røde; paa Sanskrit hedder den rohitas, d. e. rød.
S. 74. Binde Blomsterne. Ved Henrettelser bleve, som det synes, Forbryderne krandsede med Blomster om Hovedet, som Slagtoffre til vrede Guder.
S. 74. Din Hunds Ansigt, en Ændring i den gjængse Talemaade (s. S. 105), at „see sin Søns Ansigt igjen“; hans Søn og hans Hund kommer for Betjenten ud paa Eet.
S. 74. Jámas d. e. Tvingeren, en af „Verdensvogterne“, Solens Søn, er Gud for Døden og Dommen; han henter Sjælene fra de livløse Legemer, prøver Listen over deres Gjerninger ved sin retfærdige Domstol og sender de Gode til Svárgas, de Onde til underjordiske Helveder, hvor de efter Beskaffenheden af deres Synder lide forskjellige grusomme Pinsler. Men dette er kun en Mellemtilstand, efter hvilken saavel Gode som Onde skulle fødes i nye Legemer, høiere eller lavere efter deres Fortjeneste. At saaledes Læren om en Gjengjældelse ved Sjælevandring er sammenvævet med Troen paa Himmerig og Helvede, er et Exempel paa, hvorledes Mythologierne kunne bevare og forbinde Forestillinger, der kjendelig ere udsprungne af en forskjellig Verdensbetragtning og i Grunden gjøre hinanden overflødige.
S. 75. Paa Ryggen af en Elefant; nemlig som Hædersmænd, der førtes i Triumph.
