143
3. ANMÆRKNINGER.
V. 136. Kuruváke, d. s. s Kuraváke, er Navnet paa flere forskjellige Blomster, navnlig den carmoisinrøde Amaranth og den i Anm. til S. 19 beskrevne tornede Barleria. Efter Urvasi (II, S. 19, V.) er Kuruvákeblomsten rød med sort Aftegning. — Riim-Tid. Inderne regnede 6 Aarstider, hver paa to af vore Maaneder, nemlig: Dug- eller Riimtid (omtrent Januar og Februar), Foraar, Sommer, Regntid, Efteraar, Vinter.
S. 78. Knæfald. Folk af ringere Stand, der fremstillede sig for en Konge, betegnede deres Underdanighed ved at kaste sig ned for ham og berøre hans Fødder med Hovedet.
V. 137. At „løbe vild i Navnene“ er et staaende Træk af Aandsfraværelse hos Elskende; i Urvasi bruger Kalidásas det baade i 2det Optrin (S. 14), hvor Kongen har tiltalt en af sine Dronninger med Apsarásen Urvasi's Navn, og i 3die Optrin, hvor Urvasi fortaler sig under en Festforestilling i Svárgas ved i en Replik at nævne Kongens Navn istedenfor Vishnus'.
V. 138. Venstre Arm. I de noget forvanskede Scholier er der Spor til den Bemærkning, at Ringen, som enkelt, burde være sat paa høire Arm. — Som jeg har forstaaet de tre sidste Linier, bliver Kongen sammenlignet med en Diamant, nærmest forsaavidt hans ædle Skikkelse ikke har tabt sig ved den dybe Sorg, saalidt som Ædelstenen kjendelig svinder ved at slibes.
S. 80. Din Post. Schol. „navnlig Tilsyn med Fruerhuset“.
V. 140. Den i Sjælen fødte er et af Elskovgudens staaende Navne, eenstydigt med „den Legemløse“, s. Anm. til V. 58. — Kongen ønsker i den yndige Skov at trænge Savnet af sin Elskede tilbage og fordybe sig i de længe glemte Erindringer; men Elskovspilen, den friske Mangoknop, vækker Savns og Længsels brændende Smerte. En lignende Tanke er udtrykt i Urv. 2det Optr. (S. 18, V. 3).
S. 82. Din Veninde; jfr. Anm. til S. 39 „vor Ven“.
V. 142 og 143. Løn; s. Anm. til V. 44, jfr. Anm. til V. 104. — Neglene sminkedes; jfr. Anm. til V. 74.
V. 145. I den bengalske Text lyder Máthavjas' foregaaende Replik saaledes: „Og jeg vil gjøre min Stok Bebreidelser: hvor kan Du Stok være saa kroget, mens jeg er saa rank“?
V. 147. Varme (egl. Sved) saavelsom Gysning (V. 68, egl. Legemhaarenes Reisning, naar det ligesom risler koldt ned ad Legemet, jfr. Urv. I, S. 9; III, S. 48, V.) nævnes hyppig i indiske Digte som Tegn paa lidenskabelig Kjærlighed.
V. 148. Bæk, paa Sanskr. Hunkjøn. — En Luftsø af Sandørkenens Dunster, der ved Luftspeiling kunne i Frastand have saa skuffende Lighed med en Sø, at ikke blot Mennesker men ogsaa Dyr lade sig vildlede; den hedder derfor paa Sanskrit „Gazel-Tørst“.
V. 149. Flamingo, Bráhma's Fugl, Sanskr. hansas d. e. anser, Gans, (Phoenicopterus ruber) er en Vadefugl af Heireslægten; dens Hals og røde Been ere meget lange og spinkle, Næbbet knæformig bøiet paa Midten og takket i Randen. Naar den
