Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

XI

2. INDERNES SKUESPILDIGTNING.

Skuespil, Lystspil eller allegoriske Dramer — Sørgespil gives der ikke — gjælde navnlig de Eiendommeligheder, vi med Hensyn til Sakuntala have at udhæve, ogsaa om de øvrige indiske Skuespil.

En af disse gjennemgaaende Eiendommeligheder er Brugen af to Sprog jevnsides, nemlig Sánskrit og Prákrit. Sanskrit, Modersmaal for et Folk af samme Blod og fra samme Vugge som Europæerne, Søstersprog til Græsk og Latin, Gothisk, Slavisk, kortsagt til alle europæiske Sprog, er, sammenlignet selv med de ældste af disse, endnu rigere paa Former og Forholdsendelser og ynder lange Ordsammensætninger, saa at ofte eet Ord udsiger det Samme, som i nyere Sprog maa udtrykkes ved en heel Sætning. Det blev talt og skrevet i den indiske Culturs classiske Periode, og bruges endnu som dødt Sprog i Videnskaberne og ved Gudstjenesten. Men som Folkesprog blev det nogle Aarhundreder før Chr. fortrængt af en afledet, blødere eller rettere sagt kjælnere Dialekt, hvori de skarpe Consonanter ere udstødte eller dæmpede, Bøiningsformernes Antal indskrænket, Formindskelsesord hyppig anvendte o. s. v. Denne Dialekt, hvis mange meer eller mindre forvanskede Afarter med eet Navn kaldes Prakrit, forholder sig overhovedet til Sanskrit omtrent som Italiensk til Latin. Da den blev Folkesprog og Modersmaal, var det et Tegn paa lærd Dannelse at tale Sanskrit, og i Overeensstemmelse hermed ere Sprogene fordeelte i de indiske Skuespil. Konger og deres anseeligste Mænd, Præster, Eneboere og Guder tale Sanskrit; Qvinder samt qvindelige Guddomme, Børn og Tjenestefolk tale et renere, men Pøbelen og Rettens Folk et meget fordærvet Prakrit; af tvende Brahmánlærlinger, der etsteds indføres samtalende (Urvasi III. Forsp.), taler den yngste, nys ankomne, Prakrit, den ældre derimod Sanskrit. Da nu omtrent ethvert Ord lyder noget anderledes i Grundsproget end i det afledede Sprog — Hovedpersonerne i vort Skuespil hedde saaledes paa Sanskrit Dushjántas og Sakúntala, paa Prakrit Dussánto og Saúndala —, vil man let forestille sig, hvormeget Sprogforskjelligheden har bidraget til at give Talen Farve. — Dertil medvirker ogsaa Afvexlingen mellem simpel Prosa og Vers af forskjellige symmetriske Fodmaal, der ligeledes er gjennemgaaende i de indiske