146
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
som Selvplager vundet overnaturlig Magt. Han var netop ifærd med en Besværgelse, hvorved han vilde styrte Guderne fra Himlen, da Vishnus kommer til ham som en Brahmán i Dvergeskikkelse og beder ham om en Gave: saa meget Land, som han kan maale med tre Skridt. Neppe har Asúren tilsvoret ham dette, før Dvergen forvandler sig til en Kjæmpe og med det første Skridt maaler Jorden, med det andet Luften, med det tredie Himlen. Kun Underverden blev levnet Asúren til Opholdssted.
S. 96. Sandser. Efter Sánkhja-Philosophien og tildeels de øvrige philosophiske Skoler træder Mennesket i Vexelvirkning med Sandseverdenen ved Hjælp af elleve Redskaber, af hvilke de ti ere udvortes, nemlig fem opfattende (Øie, Øre, Næse, Tunge og Hud) og fem handlende (Taleorgan, Haand, Fod, Udtømmelses- og Forplantnings-Organ); det ellevte indvortes er Sjælen som Almeensands, der paa den ene Side staaer i Forbindelse med de nysnævnte ti udvortes „Sandser“, paa den anden Side med de to høiere Grundkræfter: Fornuft og Selvbevidsthed.
V. 171. Tsjátaka-Fuglen (Cuculus edolius, Hunnen Cuc. melano-leucus) er en sortagtig Gjøg med klagende Sangstemme. Efter Sagnet drikker denne Fugl hverken rindende eller stillestaaende Vand, men kun Sky-Vand, før det har berørt Jorden, hvorfor Digterne ofte omtale dens Længsel efter Regntiden. Den svæver i de høiere Luftstrøg, indtil Skyerne trække sammen, og naar den er lædsket, daler den ned til Jorden som Forbud paa Regnens Komme.
V. 172. Træerne o. s. v. Saalænge Vognen svævede høit over Trætoppene, havde de Kjørende ikke kunnet see Stammerne for de løvrige Kroner.
S. 97. Hemakútas (Guld-Aas), en Bjergkjede Nord for Himálajas (Sne-Bolig); mellem disse Bjerge laae et velsignet Land, beboet af Kimpúrusher eller Dverge med Hestehoved, hvis Konge er Rigdommens Gud Kuvéras, en af Verdensvogterne.
V. 173. Kásjapas, en Søn af Bráhma's Søn Marítsjis (egl. „Lysstraale“, en af de syv store Verdensskabere), var gift med tretten Døttre af Bráhma's Søn Dákshas (s. Anm. til V. 6), af hvilke Adití var den ældste. Adití fødte ham de tolv Adítjer (Skikkelser af Solen for hver af Aarets tolv Maaneder) og blandt disse navnlig Vishnus og Indras (V. 191), foruden den egentlige Solgud. Med sine andre Hustruer blev Kásjapas Fader til Arunas (Morgenrøden), til Asúrer og Raksháser, Gandhárver og Apsaráser, Uhyrer, Slanger, Fugle og fiirføddede Dyr. Man finder her det Ueensartede broderlig forenet, ligesom i den græske Kosmogoni Fædrene til Zeus og Prometheus, Mødrene til Eos, Leto og Muserne ere Sødskende med Kykloper og hundredarmede Kjæmper.
V. 175. Termiter eller „hvide Myrer“, hvis kegledannede, ofte indtil ti-tolv Fod høie Leertuer ere faste nok til at bære flere Menneskers Vægt. — Axelsnor. De tre høiere Kasters Mærke er en Snor (Brahmánernes af Bomuld), som bæres fra venstre Skulder tvers over Brystet. Ved at beklædes med Axelsnor optages de Unge i Kasten og kaldes fra den Tid „Tvebaarne“ eller Gjenfødte (jfr. Man. II, 36 ff.). — Denne Selvplager, der staaer, lig en Veiviser, ved Indgangen til Kásjapas' Andagtslund, — paa en Termitetue som Søile, ubevægelig stirrende mod Solen, med en Slanges
