147
3. ANMÆRKNINGER.
afstrøgne Ham til Brahmánsnor, med hentørrede Skud af Slyngplanter til Ringe om Halsen, med tykt nedfaldende Haarknude — er tegnet efter Virkeligheden og har den Dag idag sine Forbilleder i det indiske Liv; i Manus' Lovbog (VI, 22 ff.) foreskrives lignende Bodsøvelser.
V. 176. At „spise Luft eller Vind" er et almindeligt Udtryk for at faste. — Ønsketræet er et af Træerne i Svárgas, saa kaldet, fordi det yder Alt, hvad man ønsker sig. — I dette Vers sigtes til, at andre Selvplagere spægede sig ved Faste, Badning, Grublen. Kydskhed, for derved at erhverve sig en Plads i Svárgas, med dets sandselige Glæder, dets Blomsterskove, Søer, Kostbarheder og skjønne Elskerinder; disse Hellige øve Bod, uagtet de alt have opnaaet Saliggjørelsen. Den indiske Fortolker tilføier udtrykkelig, at ifølge Skildringen her har Kásjapas Enebo været beliggende i Svargas.
S. 99. Asókas d. e. „Taarefri“ (Jonesia Asoca, afb. hos Rheede p. V, tab. 59 og Bot. mag. t. 3018), i Blomstringstiden et af de skjønneste Træer i Indien, indtil 20 Fod høit, med udbredt Krone. Bladene ere finnede og henved en Fod lange; Blomsterne, der sidde i Bundter lig en Urtekost (jfr. Urv. V, S. 82. V.), ere orangefarvede, spillende i Høirødt eller Lyseguult (jfr. Urv. IV, S. 74. V.) med mørkerøde Knapper paa de lange Støvtraade; de dufte stærkt om Natten. Asókablomsten er ovenfor (Anm. til V. 135) nævnet som en af Elskovsgudens fem Pile.
V. 177. Bæver; jfr. Anm. til V. 16.
S. 100. At stikke Underlæben frem, et Udtryk for Ringeagt.
S. 100. Verdensherskernes Mærke; jfr. Anm. til S. 70.
V. 180. Haand og Fod sammenlignes ofte med en Lotos; her bliver navnlig Drengens Haand, idet den lukker sig op for at tage mod Legetøiet, sammenlignet med en Dag-Lotos (jfr. Anm. til V. 20), der begynder at aabne sig ved det første Morgengry. — Sammen-knippede Fingre, ved Roden forbundne som ved en Svømmehud, er efter Angivelsen et af de „to og tredive Mærker“ paa en Helt. Om Verset skal antyde dette Heltemærke eller blot udmale, hvorledes Haanden aabner sig, saa at Kredsmærket (s. o.) kommer tilsyne, er uvist.
V. 181. Det sidste dristige Træk i denne Skildring har Kalidásas laant fra Heltedigtets Fortælling om Sakuntala (s. ovenf. S. 118), ligesom han i en næsten tilfældig Antydning (S. 117) har vidst at finde Motiv til den hele Scene med Drengen, som leger med Løveungen. Det er overhovedet selv i det Enkelte lærerigt at iagttage, hvad Kalidásas har optaget af sin Kilde for videre at udmale det, hvad han har forandret eller udeladt, og hvad han har tildigtet.
V. 182. Sandeltræet; jfr. Anm. til S. 56. Dets Vellugt tiltrak allehaande Dyr, hvorom det hedder i Fabelbogen Hitopadésas, at dette ulykkelige Træ „fra øverst til nederst er Bytte for Ureenhed: Roden er hjemsøgt af Slanger, Blomsterne af Bier, Grenene af Aber, Toppen af Bjørne“; at især Slanger søgte det (her i Verset nævnes den sorte giftige Coluber Naga eller Brilleslangen), fremgaaer af gjentagne Hentydninger i indiske Skrifter. Derhos er Sandeltræet brugt som Billed paa den Mildhed, der
