Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/175

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

149

3. ANMÆRKNINGER.

fremsætter og baade Böhtlingk og Williams have optaget; efter den vilde Oversættelsen lyde:

Som naar Nogen nægted,
      at det var en Elefant,
Mens han saae den for sig, —
      faldt i Tvivl, da den gik bort, —
Men blev overtydet
      ved at see dens Fødders Spor, o. s. v.

Det forekommer mig, at Lignelsen falder mindre naturlig ved et gjennemføres i disse tre Led; heller ikke berører Kongen i den forudgaaende Replik, at han ved Sakuntala's Bortgang begyndte at blive tvivlraadig.

V. 197. Glide. Den indiske Fortolker finder i Texten antydet, at Bháratas skulde kjøre gjennem Luften. — Syv-Ø. Jorden, forsaavidt den er beboet af Mennesker, tænkes som en Ø, „hvis Landskaber ligge omkring Méru-Bjerget som Kronbladene paa en Lotos omkring dens Frugtknude.“ Denne Ø er omflydt af det salte Hav; rundt om dette løber et andet havomflydt Land, beboet af andre Væsner, og saaledes er der ialt syv concentriske Øer, der skilles ved Have af Saltvand, Sukkersaft, Viin, Mælk o. s. v.

V. 198. Hinanden d. e. Du glædende Indras og de Himmelske ved Offring, han Dig og Folket ved Regn. — Begge Verdner, nemlig Menneskers og Guders. — Aldre, egl. Juger, et Ord, der baade betyder en Verdensalder og et Tidsrum af fem Aar.

S. 110. Den Bháratas, her nævnes, er Skuespilkunstens mythiske Opfinder, Viismanden Bháratas, der indøvede de Skuespil, som Indras lod opføre i Svargas af Gandhárver og Apsaráser, til Underholdning for de forsamlede Guder (jfr. Urv. II, S. 28, V., III, S. 35). Denne Viismand tilskrev man tillige en Række Læresætninger om Skuespildigtning, af hvilke de gamle Fortolkere jevnlig anføre Brudstykker (s. Anm. t. V. 45).

V. 199. Denne Slutningsbøn synes middelbart at gjælde Kalidásas' egen Tid og være beregnet paa, at tillige Skuespillerne og Tilskuerne kunde tilegne sig den. I Uddsjájini, Kong Vikramáditjas' Hovedstad, hvor Kalidásas levede og digtede, dyrkedes især Sivas, og her var et berømt Tempel for denne Gud. — Sarásvati, d. e. „den Strømmende“, Bráhma's Hustru, Gudinde for Veltalenhed og Digtekunst og alle Videnskabers Beskytterinde; af hende er navnlig Sanskritsproget opfundet. Hendes Attribut er Lyren; hun digter Skuespil, der, indøvede af Viismanden Bháratas, opføres ved Gudernes Fester (f. Ex. Stykket: Láksmi's Selvvalg, s. Urv. III, S. 35). — Blaaligrøde. Ved Verdenshavets Kjærning fremkom først en frygtelig Gift, som Vishnus spottende bad Sivas som den Førstefødte at nedsluge. Sivas drak Giften, men den brændte hans Hals, som derved antog en blaa og rød Farve — Det er Sjælens Higen, at forløses fra sin Vandring gjennem Legemernes Verden ved at fortabe sig i den evige Guddom.