Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

XIV

INDLEDNING.

Rector West paa St. Croix en Oversættelse paa et Slags west-indisk Dansk (Sacontalá eller den uheldige Ring, et indiansk Drama).

Sanskrit-Texten blev første Gang udgivet tilligemed Anmærkninger og en fransk Oversættelse af Chezy i Paris 1830, under Titlen: La reconnaissance de Sacountalá. Ved sin varme Begeistring for Digtets Skjønhed overvandt Chezy en Deel af de store Vanskeligheder, som Mangel paa Hjælpemidler, og deriblandt paa gode Haandskrifter, lagde ham i Veien. Men hvad hans Oversættelse angaaer, maa enten hiin Begeistring have forlokket ham til at digte istedenfor at oversætte, eller han maa have næret en overdreven Mistro til sine Læseres Evne og Villie til at fordrage en fremmed Udtryksmaade. Nok er det: hans franske Oversættelse er, især paa de smukkeste Steder og navnlig i Versene (som ogsaa her gjengives i Prosa, dog ved Trykken fremhævede), saaledes forsat med moderne Floskler og ziirlige Omskrivninger, at den i Hovedindtrykket staaer ikke lidet tilbage for sin engelske Forgjænger. — Derefter udkom 1833 i Zürich en tydsk Oversættelse af Schweitzeren Hirzel, der, uden forresten at vise Selvstændighed i Fortolkningen, holder sig nærmere til den indiske Original, end den forrige. Men ligesom Jones' Oversættelse var altfor engelsk og Chezy's altfor fransk, saaledes er Hirzels altfor tydsk. Prosaen lider nemlig af en vis selvbehagelig Stivhed, og med Versene har han havt den uheldige Tanke, saavidt muligt at oversætte dem i Originalens Versemaal. Men dette er sjelden muligt, naar man ikke vil tillade sig i en snever Vending at lægge til og tage fra istedenfor at gjengive, og til Skade baade for Vellyd og for Ordstillingens Naturlighed at indtvinge sit Modersmaal i en fremmed Versebygning; og endda har Oversætteren seet sig nødsaget til bestandig at komme Oplæsningen til Hjælp ved metriske Schemaer. Undertiden ere de indiske Versemaal saa gjenstridige at bestaae af en lang Række korte eller lange Stavelser eller af Fødder, der regnes efter Stavelsernes Vægt uden Hensyn til deres Antal. I slige Tilfælde har Hirzel været nødt til at opgive sin Grundsætning, men har da ligesom til Godtgjørelse slaaet sig løs med rimede, hoppende Vaudevillevers, som tage sig yderst besynderligt ud ved Siden af de andre, der skridte frem