Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XVIII

INDLEDNING.

større Afvigelser fra den almindelige Talebrug end i Prosa, er Originalen som oftest gjengivet Linie for Linie og undertiden Ord for Ord. Det Væsentlige er her Afvexlingen af forskjellige riimfrie Versemaal, med to eller fire Gange tilbagevendende Tonefald og en saadan Ordslyngning, at Sætningens Hovedord, der ofte trænges hen imod Versets Slutning, hævde deres Overvægt. Men for at følge Originalen heri, har jeg opgivet at efterligne de sex- syv og tyve, i nyere Sprog tildeels uefterlignelige Metra, som her ere brugte, og valgt Versemaalet, eller rettere sagt ladet det selv vælge sig, efter Indholdets Grundtone og de uundværligste Ords trochaiske eller spondeiske, daktyliske eller anapæstiske Fodmaal. At der dog noget nær findes samme Antal Stavelser i de danske Vers som i de tilsvarende Sanskritvers, grunder sig paa, at der hist bruges flere og kortere, men her længere, sammensatte Ord; at der et Par Gange forekommer samme Versemaal i Oversættelsen som i Originalen, er saa at sige Tilfældets Værk. Saaledes V. 23 „Vánsastham“ (v-v--vv-v-v-, fire Gange gjentaget) og V. 84, 87 og 125 den „episke Slokas“, hvori foruden de gamle Heltedigte og Lovsamlinger tillige de fleste videnskabelige Lærebøger eller Hukommelsesvers ere affattede, og som igrunden er halv Prosa, halv Vers (/v--///v-v-, to og to Gange gjentaget). Ligesom jeg ogsaa har brugt dette Versemaal V. 99, hvor det ikke findes i Originalen, har jeg i V. 81 og 167 benyttet dets eiendommelige Motiv, Sammenstødet mellem Jambe og Trochæ foran Cæsuren.

Af forskjellige Navne paa samme Person har jeg valgt det simpleste med Forbigaaelse af de øvrige, og istedenfor, som man pleier, at anføre Navnene i den abstracte Rodform (f. Ex. Dushjánta), hvorved der sjelden bliver Forskjel paa Han- og Hunkjønsendelsen, har jeg, ligesom man gjør ved latinske og græske Navne, i Reglen anført dem i Nominativ (f. Ex. Dushjántas, A'runas eller A'run, men Sakúntala). De første Gange et Navn forekommer, er dets Betoning, især naar den ikke falder paa næstsidste Stavelse, antydet ved en Accent.