Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/36

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

10

SAKUNTALA

Træer kjærere end Dig, siden han har paalagt Dig, der er spæd som Blomsten paa en Mállika, at fylde deres Vandgruber.

Sakuntala. Det er ikke blot, fordi vor Fader har paalagt mig det; nei, jeg selv elsker dem som en Søster. (Hun vander Træerne.)

Kongen (i Skjul). Saa det er Kanvas' Datter? Ufornuftigt handler den hellige Kanvas, at han paalægger hende sit Eneboes Pligter.

18.Vil den Vise hærde dette kunstløs-
         tryllerige Legem til at øve Bod,
     Sandelig! hans Idræt er at skjære
         Offerqvas med Eggen af et Lilieblad!

Her, i Skjul bag Træerne, kan jeg betragte hende uden at forstyrre. (Han skjuler sig.)

Sakuntala. Kjæreste Anasuja! Prijamvada har snøret min Bastkjortel, saa den trykker mig; vil Du løsne den!

Anasuja. Ja! (Hun løsner Kjortlen.)

Prijamvada (leende). Skjænd paa Din Ungdom, der bringer Barmen til at svulme; hvorfor vil Du skjænde paa mig?

Kongen (i Skjul). Hun har Ret.

19.Hyllet i en med Knuder om Skuldren fæstet,
     Barmen blufærdig dækkende Bastdugskjortel,
     Ei hendes unge Legem sin Pragt udfolder —
     Retsom en Blomst i Hylster af visne Blade.

Og dog — saa lidt Bastkjortlen passer til hendes Alder — den klæder hende ligefuldt:

20.Selv overgroet med Mose-Urt
          er Lotosblomsten yndig,
     Og selv den dunkle Maaneplet
          Fuldmaanens Glands forhøier,
     Og selv i Bastdugskjortlen er
          end skjønnere den Ranke;