Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

12

SAKUNTALA.

Sakuntala. Det er snarere Dig selv, som har de Tanker. (Hun hælder med sin Vandkande.)

Kongen (i Skjul). Turde jeg troe, at hendes Moder var af en anden Kaste, end den hellige Eneboer! Dog, bort med alle Tvivl!

22.Vist hun blive tør en Krigers Brud,
        da mit ædle Sind begjærer hende;
     Thi ved alle Ting, hvor Tvivl har Sted,
        Sjælens Drift er Hjemmel for den Gode.

Alligevel vil jeg efterforske, hvem hun er.

Sakuntala (urolig). Ak, en Bi, som vi har jaget op ved at stænke med Vandet, flyver fra Mállika-Blomsten ind imod mit Ansigt. (Hendes Bevægelser udtrykke, at hun bliver forfulgt af en Bi.)

Kongen (i Skjul, betragter hende længselsfuld). Selv hendes Angst er fortryllende:

23.Hvorhen, hvorhen Bien end sværmer paa sin Flugt,
     Derhen, derhen kastende sky et Sideblik,
     I Nødens Stund, medens uroligt Brynet gaaer,
     Skjøndt elskovsfri, lærer hun Elskovs Øienspil.

Du, o Bi, er at misunde!

24.Hyppig rører Du ved hendes
           frygtsomt blinkende Øienvig,
     Summer sødt for hendes Øre,
           retsom hvisked Du Løndomsord,
     Drikker af den hulde Læbe,
           mens hun jager Dig med sin Haand:
     Jeg forsmægter i min Fersken,
           Du, o Bil Du er lykkelig.

Sakuntala. Den paatrængende Skabning lader mig ikke i Fred; jeg vil gaae tilside. (Hun stiller sig et andet Sted hen og skotter efter den.) Nei,