14
SAKUNTALA.
Kongen (betragter dem). Lighed i Alder og Skjønhed gjør Eders Venskab fortryllende.
Prijamvada (til Anasuja). Hvem kan denne Fremmede være, som ved sit frie, fornemme Væsen og sin vennehulde Tale synes at røbe fyrstelig Værdighed?
Anasuja. Jeg er selv nysgjerrig, min Veninde! Jeg vil fritte ham, (Høit.) Min Herres venlige Tale giver mig Mod til at spørge: hvilken Kongeslægt prydes med min ædle Herre? hvilket Riges Indvaanere sørge over hans Fraværelse? og hvorfor er han, i sin feireste Ungdom, draget ud til Bodslundens Besværligheder?
Sakuntala (for sig). Ængst Dig ikke, Hjerte! Nu udsiger Anasuja Dine stille Tanker.
Kongen (for sig). Skal jeg strax give mig tilkjende? eller skal jeg skjule, hvem jeg er? Velan! saaledes vil jeg svare hende. (Høit.) Hulde Pige! Det er mig, hvem Kongen af Purus' Slægt har sat til at vaage over Lov og Ret; for at erfare, om de hellige Handlinger forrettes uden Anfægtelse, er jeg kommen til denne Andagtslund.
Anasuja. Vel beskjærmede ere de Fromme ved Din Nærværelse. (Sakuntala udtrykker Kjærligheds Undseelse.)
De to Veninder (bemærkende begges Stemning, afsides). Kjæreste Sakuntala, hvis vor Fader idag var her tilstede —
Sakuntala (fortrydelig). Hvad da?
Veninderne. Med det Bedste, han eier i Livet, vilde han gjøre vor udmærkede Gjæst lykkelig.
Sakuntala. Lad mig i Fred! I har andre Tanker med Eders Ord. Jeg vil ikke høre paa Jer. —
Kongen. Tør nu ogsaa jeg gjøre Eder et Spørgsmaal om Eders Veninde?
Begge. Ædle Herre! Som en Gunstbeviisning optage vi Din Begjæring.
