15
FØRSTE OPTRIN.
Kongen. Det er Alle bekjendt, at den hellige Kanvas har levet i ubrødelig Bod og Forsagelse. Hvorledes kunne I da kalde Eders Veninde her hans Datter?
Anasuja. Hør da, ædle Herre! Der er en mægtig Kongeviismand ved Navn Visvámitras, af Kúsikas' Æt.
Kongen. Ja vel, og han?
Anasuja. Viid, at ham skylder vor elskede Veninde sin Tilværelse. Men hun blev udsat, og som den, der har opfostret og pleiet hende, er den ærværdige Kanvas hendes Fader.
Kongen. „Udsat“? det Ord har vakt min Nysgjerrighed. Fortæl mig Alt fra første Begyndelse!
Anasuja. Saa hør da, ædle Herre! Da fordum hiin Kongeviismand øvede sin strenge Bod ved Godávari's Bred, ængstedes Guderne og udsendte Huldgudinden Ménaka, at hun skulde friste ham til at glemme sine Løfter.
Kongen. Ja, Guderne føle denne Frygt for andre Væseners Andagt.
Anasuja. I de Dage, da Foraaret stiger ned paa Jorden, saae han hendes berusende Skikkelse, og — (Hun standser rødmende.)
Kongen. Jeg fatter — Visselig! hun er født af en Apsarás.
Anasuja. Ja, Herre!
Kongen. Hvor var det muligt Andet?
26.Hvor kunde vel af et jordisk Liv
en saadan Skabning fødes?
Det straaleglimtende Lyn ei op
fra Jordens Tillie stiger.
(Sakuntala staaer med nedslagne Øine.)
Kongen (for sig). Min Længsel har lysere Udsigter! Alligevel, siden jeg har hørt hendes Veninde spøge med, at hun ønskede en Brudgom, er mit Sind fuldt af Tvivl og Ængstelse.
Prijamvada (seer smilende paa Sakuntala og vender sig derpaa mod Kongen).
