Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/42

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

16

SAKUNTALA.

Det synes, at min ædle Herre endnu har Noget paa Hjerte. (Sakuntala truer ad hende med Fingren.)

Kongen. Du skjønner rigtigt. Af Lyst til at høre om hendes fromme Vandel maa jeg gjøre end et Spørgsmaal.

Prijamvada. Tal frit ud! Enebofolk kan man spørge uforbeholdent.

Kongen. Om Din Veninde ønsker jeg at vide,

27.Om ikkun til sin Brudefærd hun holde skal
         det elskovshindrende Skovboerløfte,
     Hvad eller boe for stedse hos de søsterligt
         i Blikket hende lignende Gazeller?

Prijamvada. Ædle Herre! Selv i de hellige Pligters Opfyldelse staaer en Enebopige under fremmed Villie. Men vor Mesters Hensigt er at bortgive hende til en Brudgom, der kan passe for hende.

Kongen (for sig). Saa er mit Ønskes Maal ikke fjernt:

28.Hjerte, giv trøstigt Længselen Rum!
         Den sidste Tvivl er nu hævet:
     Hvad i Din Frygt Du tog for en Ild,
         er en Ædelsteen, man tør røre.

Sakuntala (fortrydelig). Anasuja! jeg gaaer bort.

Anasuja. Hvorfor?

Sakuntala. Jeg vil fortælle vor ærværdige Moder Gáutami, hvordan Prijamvada sidder og fører løs Tale.

Anasuja. Nei, min Veninde, Du har ikke Lov til at gaae bort efter eget Lune og forlade vor udmærkede Gjæst, uden at der er viist ham Gjæstevenskab. (Sakuntala svarer ikke og reiser sig for at gaae ud.)

Kongen (vil standse hende, men tvinger sig; afsides). Ak, hos en Elsker svare Legemets Bevægelser slet ikke til Sjælens. Thi jeg,

29.Jeg vilde følge den Vises Datter,
     Men Blyhed standsed mig uvilkaarligt;