Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/43

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

17

FØRSTE OPTRIN.

     Det er, skjøndt ikke jeg veg af Stedet,
     Som var jeg gaaet og vendt tilbage.

Prijamvada. (stiller sig iveien for Sakuntala). Du har ikke Lov til at gaae.

Sakuntala. (med rynkede Øienbryn). Hvorfor ikke?

Prijamvada. Du skylder mig endnu at vande to Træer. Kom nul Naar Du har udløst Dig, saa kan Du gaae. (Hun drager hende med Magt tilbage.)

Kongen. Hulde Pige! Jeg seer Din Veninde saa angreben af at vande Træerne; see engang,

30.Hvor Skuldrene hænge, hvor Hænderne brænde
         af Kanden at løfte og løfte paany;
     End stedse hun drager saa hæftigt sin Aande,
         at Barmen, den svulmende, bæver' derved;
     Om Kinden er knyttet af perlende Draaber
         et Øren-Siríshia fangende Net;
     Haarfletningens Baand rev sig løs, og med Haanden
         hun holder tilbage de flagrende Haar.

Derfor — tør ikke jeg gjøre hende gjældfri? (Hen rækker dem sin Fingerring; Begge læse hans Navn paa seglet og betragte hinanden.)

Kongen. Tag mig ikke for Anden, end jeg er. Det er en Gave fra Kongen; deraf see I, at jeg er en af Kongens Mænd.

Prijamvada. Men da maa denne Ring ikke skilles fra Fingeren. Paa min ædle Herres Ord er hun alt gjældfri. (Med et skalkagtigt Smiil.) Min Sakuntala! Du er udløst af vor ædle Herre — eller Konge —, som har fattet Medynk med Dig. Gaa nu kun!

Sakuntala (for sig). Ja, havde jeg blot Magt over mig selv. (Høit.) Hvor kan Du sende bort eller holde tilbage?

Kongen (betragter Sakuntala; for sig). Mon hun skulde være stemt imod mig, som jeg er stemt imod hende? Dog, lysere Udsigter har nu mit Haab;