Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/44

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

18

SAKUNTALA.

31.Thi blander hun end ei sit Ord med mit,
         saa laaner hun mig Øre, naar jeg taler,
     Og vender hun sit Blik end ei mod mig,
         saa fængsler anden Gjenstand det ei heller.

Bag Skuepladsen. Eneboere! Eneboere! Kom at beskytte de Dyr. som fredes i Lunden. Kong Dushjantas er herude for at adsprede sig med Jagten.

32.See! paa de med vaade Bastdugskjortler
         rundt behængte Træ'r i vor Andagts-Lund
     Falder Støvet, reist af Hestes Hovslag,
         aftenbrunlig tykt, lig en Græshop-Sværm.

Og see!

33.Med sin Tand i voldsom Tørning
         boret i den faldne Træbul,
     Hildet i et Tøir af seige
         fod-omsnørte Slyngeplanter,
     — Vanfreds Billed i vor Bodslund —
         splittende Gazelleflokken,
     Bryder vognsky Elefanten
         ind i Eneboerskoven.

(Qvinderne lytte og røbe Ængstlighed.)

Kongen (for sig). Ulykkeligt! Mine Mænd, som lede efter mig, bringe Forstyrrelse i Andagtslunden. Jeg faaer at gaae dem imøde.

De to Veninder. Ædle Herre! Den Tummel i Skoven har sat os i Angst. Tillad os at gaae til vor Hytte.

Kongen (urolig). Gaaer, hulde Piger! Jeg vil drage Omsorg for, at Eneboet ikke skal lide Overlast. (Alle reise sig.)

De to Veninder. Ædle Herre! At der ikke er viist Dig gjæstevenlig Modtagelse, — det skamme vi os ved at bruge som Opfordring til et nyt Besøg.