Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

23

ANDET OPTRIN.

Der staaer Fyrsten og seer hid, utaalmodig efter at udstede sin Befaling. Træd nærmere, min Herre!

Hærføreren (betragter Kongen). Hos vor Konge er Jagten, skjøndt den lastes, bleven til idel Fuldkommenhed; see her!

38.Med Armen barket ved hyppig Gnidning af Buestrengen,
            mod Solstik hærdet, af Svedens Draaber ugjennemtrængt,
     Skjøndt magret, efter dets Muskelspænding ei synlig magret
            sit stolte Legem han bærer, Bjerg-Elefanten lig.

(Træder hen til ham.) Kongen være seirrig! Nu ere Skovens vilde Dyr opsporede. Hvorfor tøver Du?

Kongen. Min Iver er kjølnet ved Mathavjas' Forestillinger mod Jagten.

Hærføreren (sagte til Mathavjas). Bliv Du kun ved med Dine Indvendinger, min Ven! Jeg vil holde mig til Fyrstens Tilbøielighed. (Høit.) Den Taabe snakker, som han har Forstand. Er ikke Du selv et talende Vidnesbyrd? See, min Konge!

39.Ved Magring smekker og let
          man hærder sit Legem til Manddom!
     Saa seer man Dyrenes Sind
          bevæges af Angst og af Vrede!
     Og Skyttens Roes, naar hans Piil
          sit Maal, det urolige, rammer! —
     Med Uret kaldes det Synd;
          hvad Glæde kan lignes ved Jagten?

Mathavjas (forbittret). Gaa Du Din Vei Sveddriver! Vor høie Herre er kommen til Fornuft. Du stryger dog saalænge fra Skov til Skov, indtil Du falder i Gabet paa en gammel Bjørn, der er forsulten efter Menneskenæser.

Kongen. Tappre Hærfører! Vi staae i Nærheden af et Enebo; derfor kan jeg ikke give Din Tale Medhold. For idag