24
SAKUNTALA.
40.Lad Bøflen vælte sig i Kærets Vande
og pidske dem med sine Horn;
Lad sammenklynget i de svale Skygger
Gazelleflokken tygge Drøv;
Lad Skovens Vildsviin uforstyrret rode
i Sumpen efter Musta-Græs,
Og lad en føie Stund min trætte Bue
udhvile sig med fraspændt Streng!
Hærføreren. Som Herskeren finder for godt.
Kongen. Kald da Jægerne tilbage, og paalæg mine Mænd, ikke at volde Andagtslunden Forstyrrelse.
41.Thi see: i Eneboernes Sjæl, den milde,
der ulmer skjult en uudslukkelig Ild;
Sol-Stene lig, der taale med Haand at røres,
udspye de Ild, naar fremmed Ild slaaer imod.
Hærføreren. Som min høie Herre befaler.
Mathavjas. Gaa nu, Slavindesøn! Der ligger Dine Lovtaler over Jagten! (Hærføreren gaaer ud.)
Kongen (med et Blik til sine Vaabendragersker). Bringer mit Jagttøi bort, og Du, Raivátakas! gaa til Din Post.
Følget. Som Kongen befaler. (De gaae ud.)
Mathavjas. Saa! Nu har Du gjort ryddeligt for Fluer. Kom nu med til Steenbænken, under den Thronhimmel af skyggefulde Træer, og sæt Dig ned, — at ogsaa jeg kan komme til at sidde.
Kongen. Gaa Du foran!
Mathavjas. Her, her, Kjære! (De gaae derhen og tage Sæde.)
Kongen. Mathavjas! Du har ikke høstet Øines Frugt. Thi den Gjenstand, der mest fortjener at sees, har Du ikke seet.
Mathavjas. Staaer da ikke Du, Kjære! for mine Øine?
