26
SAKUNTALA.
En Perle, for dens Øie boret er
Og Honning, for dens friske Saft er smagt,
Og gode Gjerningers urørte Frugt
Er denne lydeløse Skjønhed lig.
Hvem Skjæbnen da vil finde værdig til
Det unge Liv at nyde, veed jeg ei.
Mathavjas. Saa skynd Dig og red hende, at hun ikke skal falde i Hænderne paa en Eneboer, hvis Haar glindser af Ingudi-Salve.
Kongen. Men hun lever i Afhængighed, og hendes ærværdige Mester er ikke hjemme.
Mathavjas. Siig mig: hvad Stemning imod Dig laae der i hendes Øiekast?
Kongen. Af Naturen ere Enebopiger tilbageholdne; alligevel —
45.Naar jeg saae op, drog hun sit Blik tilbage,
og altid fandt hun Paaskud for et Smiil:
Blufærdig hæmmende sin Elskovs Udbrud,
hun ikke røbed, ikke dulgte den.
Mathavjas. Hun skulde kanskee, saasnart hun saae Dig, have sat sig paa Dit Skjød?
Kongen. Men da vi skiltes, røbede hun med al sin Undseelse dog tydeligt sine Følelser. Med Eet siger hun:
46.„Jeg har saaret min Fod paa et Kúsastraa“,
og listelig,
Da hun neppe sin Fod havde flyttet frem,
hun stille stod;
Og hun dreied sig om, for sin Kjortelflig
at vikle løs
Af den tornede Green, hvori Kjortlens Flig
hang ikke fast.
