Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

30

SAKUNTALA.

Kongen. Sandelig! jeg er i Stor Tvivl.

51.Ved Pligter kaldet til tvende Steder — mit Sind er deelt,
     Som Flodens Vande, naar Strømmen bryder sig paa et Skjær.

(Efter nogen Betænkning) Min Ven! Dig har min Moder antaget som Søn. Reis derfor Du tilbage; fortæl, at jeg med hele min Sjæl er optaget af Eneboernes Hverv, og forret Du en Søns Pligt mod den høie Dronning.

Mathavjas. Du troer vist, jeg er bange for Raksháserne?

Kongen (smilende). Store Brahmán! Hvor kunde man troe Sligt om Dig?

Mathavjas. Og saa vil jeg reise, som det sig en Konges Broder egner og anstaaer.

Kongen. Ja vel! For at forebygge Forstyrrelse i Andagtslunden vil jeg sende hele mit Følge bort med Dig.

Mathavjas (bryster sig). Saa er jeg da nu bleven Kronprinds!

Kongen (for sig). Den Gjek er ubetænksom; han kunde engang sladdre i Fruerhuset om min Kjærlighed. Til ham faaer jeg at sige saaledes: — (tager Mathavjas i Haanden; høit.) Hør, min Ven! Af Ærefrygt for de vise Mænd er det, jeg gaaer til Eneboet; der er, sandt at sige, ikke Noget om min Forelskelse i Enebopigen Sakuntala.

52.Tænk: jeg! og hun, som voxed op
           for Elskov fremmed blandt Gazellekid!
     Et Ord, der faldt i Spøg, min Ven,
           Tag det dog ikke for alvorlig meent!

Mathavjas. Vist ikke!

(Alle forlade Skuepladsen.)