33
TREDIE OPTRIN.
Lidelse.) Hvoraf den Brænden, da Du dog har Blomster til Vaaben? Ak, jeg fatter det:
56.Endnu maa Sivas' Vredes-Ild i Dig
— som Urvas' Flammesøn i Havet — gløde;
Thi hvor kan ellers Du, til Aske brændt,
en Elsker martre med saa hede Luer?
Og dog!
57.Elskovsguden med Hav-Uhyret i Balmer,
Skjøndt han bringer kun Hjertevee, er velkommen,
Naar jeg mindes, han sender Pilen fra hende
Med de lange, de sødtberusende Øine.
Elskovs Gud! Har Du, efter saa milde Bebreidelser, endnu ikke Medlidenhed med mig?
58.Forgjæves jeg med Hundreder af Løfter
har daglig fødet Dig, o „Legemløse“!
Siig, er det Ret, med Buen spændt til Øret,
mod mig, mod mig at skyde Dine Pile?
(Gaaer sorrigfuld videre.) Efter fuldendt Offerhandling have Præsterne givet mig Orlov; hvor skal jeg nu adsprede mig, træt og mødig som jeg er? (Sukkende.) Har jeg vel Andet at tye til end Synet af min Elskede? Hende vil jeg opsøge. (Seer op efter Solen.) Disse brændende hede Timer tilbringer vist Sakuntala med sine Veninder i Løvsalene ved Ganga's Bred. Der vil jeg gaae hen, (Gaaer frem, speidende.) Den Hæk af unge Træer er hun nylig kommen forbi; jeg kan see det her:
59.Endnu har ikke Arret lukket sig
paa Stilkene fra hendes Blomsterhøst,
Og disse nysudsprungne Qvistes Brudd
sees vaade, perlende med Melkesaft.
(Med Tegn paa en pludselig Fornemmelse.) Hvilken forfriskende Luftning i dette Strøg!
