Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/60

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

34

SAKUNTALA.

60.Vindene, som bære Lotosdufte
           og en Draaberegn fra Ganga's Strøm,
     Kan mit Legem, som den „legemløse“
           Kamas brænder, tage tæt i Favn.

(Gaaer videre og seer omkring.) Derhenne maa hun være, der i Løvhytten mellem de Vétasa-Rør; thi (seer ned for sig):

61.Mod Spidsen høinet, men bagtil sænket ved Hoftens Tyngde
     Sees udenfor i det gule Sand disse friske Fodspor.

Jeg vil kige ind gjennem Grenene. (Gaaer frem; henrykt.) O, mit Øie er saliggjort! Derinde hviler min Længsels Veninde paa den blomsterredte Steenbænk og hendes Søstre sidde hos hende. Velan! Jeg vil lytte efter deres fortrolige Hvisken. (Staaer stille og betragter dem. Man seer Sakuntala paa Blomsterleiet; hendes to Veninder sidde hos og vifte hende.)

Veninderne (deeltagende). Kjæreste Sakuntala! Føler Du Dig forfrisket ved Lotosbladenes Vindpust?

Sakuntala. Hvorfor vifte mine Søstre mig? (veninderne see bedrøvede til hinanden.)

Kongen (i Skjul). Sakuntala's Legem er synlig angrebet. (Eftertænkende.) Skulde det komme af Solheden? eller som mit Hjerte tilsiger mig? (Betragter hende med længselsfuldt Blik.) Ja, bort med al Tvivl!

62.Med Usírarod paa Barmen,
         løst og enkelt Lotosarmbaand,
     Er min Elskerindes Legem
         lidende, men sødt at skue.
     Lige Feberild forvolder
         Elskov og den hede Sommer,
     Men af Heden at forsmægte,
         klæder ei en Mø saa yndigt.

Prijamvada (afsides). Hør, Anasuja! Siden Sakuntala førstegang saae