37
TREDIE OPTRIN.
Kongen (i Skjul). Hvad Under, at Stjerneparret Visákha saa villig forener sig med Maane-Nyet!
Anasuja. Men hvor skulle vi finde et Middel til ufortøvet og lønligt at fremme vor Søsters Villie?
Prijamvada. „Lønligt“, ja det maa betænkes. Hurtigt kan det let skee.
Anasuja. Hvorledes det?
Prijamvada. Den kongelige Viismand har jo ved ømme Øiekast røbet sin Kjærlighed til hende, og i de sidste Dage er han kjendelig tæret af Søvnløshed.
Kongen (i Skjul). Saaledes er det visselig med mig; ja,
66.Mit gyldne Armbaand — hvis Juvelers Glands
er slukt af Hjertebryndens hede Taarer,
Som i de vaagne Nætter briste frem
af de mod Armen trykte Øienvige —
Nedglider fra mit Haandled, uden end
at streife Skrammerne fra Buestrengen;
Og medens det bestandig glider ned,
maa jeg bestandig skyde det tilbage.
Prijamvada (tænker efter). Hør nu! hun maa skrive et Kjærlighedsbrev til ham. Saa skjuler jeg det i en Blomst, som han kan tage op i den Tanke, at den er bleven liggende fra Blomsterofferet.
Anasuja. Jeg synes godt om Dit sindrige Anslag; men hvad siger Sakuntala?
Sakuntala. Skjøndt det er Veninders Raad, maa jeg dog først besinde mig lidt.
Prijamvada. Nu skal Du tænke paa et smukt Vers, fremfor Alt med Hentydning paa Dig selv.
Sakuntala. Jeg tænker alt, — men mit Hjerte skjælver af Frygt for et Afslag.
Kongen (i skjul; henrykt).
