Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/67

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

41

TREDIE OPTRIN.

76.Sagn der gaaer om mange
           paa Gandhárvers Viis[1] tilægte tagne
     Kongeviismands-Døttre,
           hvis Forening Fædrene velsigned.

Sakuntala. Slip mig, Herre! Endnu engang maa jeg søge Raad hos mine Veninder.

Kongen. Ja, jeg vil slippe Dig.

Sakuntala. Naar?

Kongen.

77.Som Bien fra den nysudsprungne,
           af Braaden urørt spæde Blomst,
     Saa tørstig jeg fra Dine Læber
           først Sødmen rane vil med Lyst.

(Han vil løfte hendes Hoved op; hun unddrager sig.)

Bag Skuepladsen. Hun-Tsjakraváke![2] tag Afsked fra Din Mage; Natten er kommen.

Sakuntala (bestyrtet). Søn af Purus! Det er vor ærværdige Moder, Gáutami, der kommer hid, sikkert for at spørge til mig. Skjul Dig mellem Grenene!

Kongen. Ja! (Han skjuler sig; Gáutami med en Krukke i Haanden kommer ind med de to Veninder.)

Veninderne. Her, her, ærværdige Gáutami!

Gautami (træder hen til Sakuntala). Min Datter! føler Du mindre Brænden i Dine Lemmer?

Sakuntala. Nu har jeg det bedre.

Gautami. Dette Dárbha-Vand vil stille Dit Legems Smerter. (Bestænker Sakuntala's Hoved.) Mit Barn! Dagen helder; kom, lad os gaae til Hytten. (De bryde op.)

Sakuntala (for sig). Før, o Hjerte! da Din Længsels Maal traadte

  1. D. e. ved Troskabsløfte, uden Frænders Mellemkomst.
  2. En Fugl, see Anm.