Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

44

SAKUNTALA.

Anasuja. Men skal vi ikke ogsaa offre til vor elskede Sakuntala's Skytsgud?

Prijamvada. Jo det maae vi! (De give sig atter til at plukke Blomster.)

Bag Skuepladsen. Det er mig. Hør, hør!

Anasuja (lytter). Min Veninde! Det maa være en Gjæst, som melder sig.

Prijamvada. Sakuntala er jo inde i Hytten. (For sig.) Men idag er hun ikke derinde med sit Hjerte.

Anasuja. Kom nu! Her har vi Blomster nok. (De ville gaae ud.)

Bag Skuepladsen. Ha Du, der agter Din Gjæst ringe!

81.Han, ved hvem Din Hu dvæler
           uden anden Tanke,
     Saa at min, den Bod-riges,
           Hidkomst ei Du ændser,
     Qvinde! han skal Dig glemme,
           fast han bliver mindet,
     Retsom drukken Mand glemmer,
           hvad han nylig taled.

Prijamvada. Vee, vee! en Ulykke er skeet. I sin Aandsfraværelse maa Sakuntala have forbrudt sig mod en hæderværdig Mand. (Seer ud.) Ja isandhed! ikke en Mand som saa mange andre. Det er Viismanden Durvásas, den vredagtige. Nu han har lyst sin Forbandelse, gaaer han herfra i skjælvende Hast, med stolte, ustandselige Skridt. Hvem uden Ildens Gud kan brænde som han?

Anasuja. Gaa, kast Dig for hans Fødder og bevæg ham til at komme tilbage! Jeg vil imens tilberede Velkomstvandet.

Prijamvada. Ja! (Iler ud.)

Anasuja (gaaer frem, men snubler). Ak, i min Iillærdighed snublede jeg, og Blomsterkurven faldt mig ud af Haanden. (Hun samler Blomsterne op.)

Prijamvada (kommer tilbage). Min Veninde! Den haardhjertede Mand, af hvem lader vel han sig forsone? Alligevel fik jeg ham noget formildet.