50
SAKUNTALA
Fra det andet drypped Laksha-Saft
til at sminke hendes Fødder;
Og paa andre — Skovgudinders smaa
Hænder, synlige til Leddet,
Aabned sig, lig Knopperne paa Qvist,
og begaved os med Smykker.
Prijamvada (seer paa Sakuntala). Veninde! ved denne Hyldest bebudes Dig, at Du i Din Herres Huus skal nyde kongelig Lykke. (Sakuntala udtrykker sin Undseelse.)
Den Første. Kom, Gautamas, kom! Kanvas er stegen op af Badet; lad os fortælle ham om Træernes Gavmildhed.
Den Anden. Ja vel! (De gaae ud.)
Veninderne. Ak, vi har aldrig før sat Pynt. Vort Kjendskab til Malerkunsten maa lede os ved Prydelsernes Anordning.
Sakuntala. Jeg kjender Eders Kunstfærdighed. (De pynte hende. Kanvas kommer fra Badet.)
Kanvas.
86.Da jeg veed: ”idag skal hun reise bort“,
er mit Hjerte tynget af Veemod
Og min Stemme brudt af den qvalte Graad
og mit Øie dummet af Grublen.
Saadan Hjertesorg bringer Ømhed end
over mig, en Olding i Skoven:
Hvor maa den, der lever for Slægt og Hjem,
ved en Datters Afsked da sørge!
(Han gaaer frem.)
Veninderne. Nu, Sakuntala! er vi færdige med at pynte Dig. Kast nu den linnede Kjortel og Skulderklædet om Dig. (Sakuntala staar op og ifører sig dem.)
Gautami. Datter! her staaer Din Lærer og Mester, ligesom omfav-
