52
SAKUNTALA.
Hun, Sakuntala, skal drage
til sin Ægteherres Bolig:
signer hendes Bortgang!
(Man hører Kókilen slaae.)
90.Hør! Træerne, Skovbeboerens Frænder,
velsigne Sakuntala's Bortgang,
Saasandt der fra dem nu lyder et Gjensvar
i smeltende Kókila-Toner.
Stemmer fra Luften.
91.Yndige Hvile-Pladser ved Kær, som
grønnes af svømmende Lotos,
Skygge mod Solens glødende Straaler
bredet af løvrige Træer,
Støvskyer af Blomster-Støvet fra Liljer,
blidelig viftende Medbør,
Lykke og Fred velsigne de Veie,
som vor Veninde skal vandre!
(Alle lytte med Undren.)
Gautami. Datter! De, hvem Du elsker som Dine Frænder, Andagtslundens Gudinder fredlyse Din Bortgang. Bøi Dig for de Salige!
Sakuntala (gaaer omkring, bøiende sig med Ærefrygt. Afsides til sin Veninde). Elskede Prijamvada! Hvormeget jeg længes efter at gjensee min Herres Søn[1] — nu, da jeg forlader vort Enebo, flytte mine Fødder sig fremad med Smerte, med Smerte.
Prijamvada. Ei blot vor Veninde er bevæget ved at skilles fra Andagtslunden. See! nu da Skilsmissens Time er kommen, giver Andagtslunden samme Stemning tilkjende:
- ↑ „Min Herres Søn“, d. e. min Ægteherre.
