Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

53

FJERDE OPTRIN.

90.Gazellen Græsset af Munden slipper,
           Paafuglen dandser ei længer,
     Slyngplanten fælder de gule Blade,
           retsom den fældede Taarer.

Sakuntala (besinder sig). Fader! Min Slyngplante-Søster, „Skovmaaneskin“, — den maa jeg sige Farvel.

Kanvas. Jeg kjender Din søsterlige Kjærlighed til den. Her staaer den, tilhøire.

Sakuntala (træder hen til Mallikabusken). Skovmaaneskin! Skjøndt Du er forenet med Mangotræet, Din Brudgom, omarm mig med Dine Grene, som Du strækker hen imod mig. Fra idag af skal jeg boe langt borte fra Dig.

Kanvas.

93.Hvad jeg har ønsket Dig, en Ægteherre,
     Som er Dig lig, har Du ved Dyd forhvervet;
     Din Mallika sig til sin Mango klynger:
     For Dig og den jeg nu er uden Sorger.

Kom nu, ad denne Vei!

Sakuntala (til sine to veninder). Søstre! Jeg gjemmer den som et Pant i Eders Haand.

Veninderne. Ak, i hvis Haand skal vi være gjemte ? (De briste i Graad.)

Kanvas. Anasuja! Hold op at græde. Burde ikke I gjøre Sakuntala stærk? (Alle gaae frem.)

Sakuntala. Fader! see den drægtige Antilope-Hind, som gaaer saa langsomt og græsser derhenne ved Hytten: naar den har faaet Kid, lykkeligt og vel, saa maae I sende mig Bud med glædelig Tidende.

Kanvas. Det skal vi ikke forglemme.

Sakuntala (bliver standset i sin Gang). Hvem er det, der holder fast i min Kjortel? (Hun vender sig om.)

Kanvas. Elskede Barn!