54
SAKUNTALA
94.Ham det er, paa hvis Mund,
stukket tilblods paa en Naal af
Kusa-Græsset, Du gjød
Ingudi-Balsom,
Hvem fra Kid i Din Haand
Kornet Du gav — Antilopen,
Fostersønnen: Dit Fjed
ei han forlader.
Sakuntala. Barn! hvorfor løber Du efter mig, nu jeg forlader vort fælleds Hjem? Nyfødt mistede Du Din Moder, og uden hende blev Du opfostret. Nu, da Du ogsaa mister mig, vil min Fader sørge for Dig. Gaa tilbage! (Hun vandrer grædende videre.)
Kanvas.
95.Taaren, som blænder Dine himmelvendte
Øine, Du standse med standhaftig Vilje;
Thi paa en Vei, som fører over skjulte
Gruber og Tuer, let Din Fod kan snuble.
Sarngaravas. Hellige! „Til Vand-Skjellet skal Du ledsage den, Du har kjær,“ det er et gammelt Ord. Her er Søens Bred; giv os her Dit Ærinde, og vend tilbage!
Kanvas. Saa lad os træde hen under Skyggen af dette Figentræ. (Alle stille sig derhen.)
Kanvas (for sig). Hvad Budskab skal jeg nu medgive dem, passende for den ædle Dushjantas? (Grunder.)
Sakuntala (til Anasuja). Søster! Hør den stakkels Hun-Tsjakraváke: da den ikke seer sin elskede Mage, som sidder skjult bag et Lotosblad, klynker den: „ak, jeg maa fortvivle.“
Anasuja. Tal ikke saaledes, min Veninde! Nei, ogsaa den,
96.Fra sin Mage skilt, faaer Ende
paa en sorgforlænget Nat:
