FEMTE OPTRIN.
(Man seer Kongen siddende paa en Løibænk; Máthavjas ved hans side.)
Mathavjas (lytter). Hør dog, min Ven! hør den bløde, rene Sang, der lyder hist inde fra Tonehallen; jeg veed, det er den smukke Hansapádika, som øver sig.
Kongen. Vær stille, at jeg kan høre!
Sang udenfor.
103.Du, som i Tørst efter Honning reen
kyssede først
Knoppen, som dufter paa Mango's Green,
Hvor kan Din Villie, o Bi! Du sætte
nu til en Lillie,
og i dens Bolig Din Ven forgjætte?
Kongen. O Sang, som strømmer over af Lidenskab!
Mathavjas. Forstaaer Du Meningen deraf?
Kongen (smilende). Engang har jeg viist hende Tilbøielighed; derfor maa jeg nu høre bittre Bebreidelser af hende for Dronning Vasumatí's Skyld. Min Ven, Máthavjas! Siig Hansapádika i mit Navn, at hendes Bebreidelse var sindrig indklædt.
