Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

60

SAKUNTALA.

Mathavjas. Som Du befaler. (Staaer op.) Men hør, min Ven! Naar hun nu af en Feiltagelse griber mig i Haartotten og slaaer mig, — saa gaaer det mig som den hellige Viismand, naar han hjemsøges af en Apsarás: der er ingen Forløsning at haabe.

Kongen. Gaa! Siig hende det paa en høflig Maade.

Mathavjas. Her hjælper ingen Udflugter. (Gaaer ud.)

Kongen (for sig). Hvoraf kommer det vel, at jeg, uden at være skilt fra noget elsket Væsen, dog, siden jeg hørte Sangen, føler en usigelig Længsel? Men jeg fatter det:

104.Naar ved at see det Skjønne, ved liflige Toner at høre,
              Mennesket, midt i sin Fryd, betages af Længsel,
        Visselig! da hans Sjæl uvilkaarlig sin forrige Vandrings
              dybt med hans Væsen forbundne Kjærlighed mindes.

(Han bliver siddende i dybe Tanker; Kammersvenden træder ind.)

Kammersvenden. Ak, nu er det kommet saa vidt med mig!

105.Den Bambusstav, jeg før paa min Post har ført
        I Kongens Fruerhuse, som Embedstegn,
        Er efter lange Tiders Forløb, da tungt
        Min Fod sig flytter, bleven min Støttestav.

Vistnok tør Kongen ikke forsømme sine hellige Pligter. Men da han i dette Øieblik har reist sig fra Dommersædet, nænner jeg ikke at melde Kanvas' Lærlinger, hvis Ankomst paany vil forstyrre hans Ro. Dog! den, hvis Kald det er at sørge for Verden, har aldrig Hvile:

106.Med samme Forspand Solen til Aftens Ende,
              ved Nat og Dag Duftbringeren[1] iler frem;
        Anánta-Slangen bærer bestandig Jorden, —
              og samme Pligt har Kongen, som lager Skat.

  1. Duftbringeren, d. e. Vinden.