Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/87

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

61

FEMTE OPTRIN.

Saa vil jeg da udrette mit Hverv. (Gaaer videre og seer op.) Der er Kongen!

107.Da han om Folket, som sine Børn, har fredet,
              i Sjælen mødig søger han Eensomhed,
        Han-Elefanten lig, der sin Hjord har græsset
              og, brændt af Solen, søger en kjølig Plet.

(Træder til.) Seir, Seir for Kongen! Nogle Eneboere fra Skoven ved Himálajas' Fod ere komne hid med Qvinder i Følge, for at overbringe et Ærinde fra Kásjapas' Stamfrænde, den hellige Kanvas. Kongen har hørt mig; han har at beslutte.

Kongen (ærbødig). Med Ærinde fra Kanvas?

Kammersvenden. Ja!

Kongen. Saa siig den skriftkloge Lærer Somarátas i mit Navn, at han maa vise disse Skovboere Gjæstevenskab, efter de hellige Bøgers Forskrifter, og selv stede dem for mig. Jeg venter dem paa det Sted, hvor det bør sig at modtage andægtige Eneboere.

Kammersvenden. Som Kongen befaler. (Gaaer ud.)

Kongen (staaer op). Vetravatí! Viis mig til det hellige Arnested!

Dørvogtersken. Her, her, min Konge!

Kongen (gaaer fram, synlig tynget af sit Herskerkald). Hver Mand bliver glad, naar han opnaaer, hvad han har attraaet; men en Konge betaler sin Lykke med nye Besværligheder.

108.Kun ærgjerrig Attraa stilles
              ved en Thrones Glands;
        Træthed volder det, at værne
              om det eengang Vundne.
        Halv til Lise, halv til Byrde
              Kongemagten er.
        Lig en Solskjærm, naar man holder
              selv dens Stang i Haanden.

Tvende Herolder (bag Skuepladsen). Kongen være seirrig!