Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

62

SAKUNTALA.

Den Første.

109.Ei egen Glæde Du søger,
              men lider alle Dage
        For Verdens Lykke; hvad Under!
              er ikke det Dit Kald?
        Selv fanger Træet med Issen
              det smertelige Solstik,
        Og svaler dem med sin Skygge,
              som under Kronen tye.

Den Anden.

110.Hver den, som viger fra Veien,
              med Spiir i Haand Du tvinger;
        Du dysser Trætte: til Folkets
              Beskytter er Du født.
        Hvor Lykkens Gaver er rige,
              vil Frænder sig forsamle;
        Men Du til Frænde har kaaret
              enhver Din Undersaat.

Kongen. Min Sjæl var træt; nu er jeg atter som nyfødt. (Gaaer frem.)

Dørvogtersken. See, Forhøiningen foran Arnestedet er feiet og smuk, og tætved staaer Offerkoen. Kongen stige derop!

Kongen (stiger op og staaer lænet til Tjenerindens Skulder). Vetravatí! I hvad Ærinde kan dog den hellige Kanvas have sendt Viismændene til mig?

111.Er de Løftebundnes gjenopreiste Bod af Vanfred krænket?
        Er der skeet de Dyr, som trygge boe i Lunden, Overlast?
        Eller er ved mine Synder Træ og Urt i Væxten kuet?
        Disse Gjætninger bestorme mit i Tvivl opløste Sind.

Dørvogtersken. Jeg tænker, Viismændene komme hid af Taknemmelighed, for at bringe Kongen deres Hylding. (Sakuntala, fulgt af Eneboerne samt Gáutama føres ind af Kammersvenden og Huspræsten.)