Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/89

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

63

FEMTE OPTRIN.

Kammersvenden. Her. her, hellige Mænd!

Sarngaravas. Sarádvat!

112.Vel veed jeg, Kongen i al sin Magt
              ei viger fra Retfærds Bane,
        Og ingen Kaste paa Afvei gaaer,
              end ikke den mest forskudte;
        Og dog bevæges min idelig
              til Eensomhed vante Tanke
        Ved dette menneskefyldte Huus,
              som stod det i lyse Luer.

Saradvat. Med Føie er Du bleven saaledes tilmode ved at komme ind i Staden. Ogsaa jeg —

113.Som den Rene betragter ureen Mand,
        Som den Badende ham, der salver sig,
              som den Vaagne ham, der sover,
        Og som den, der gaaer frit, hvorhen han vil,
        Ham, der ligger i Baand, — betragter jeg
              denne livsglad støiende Vrimmel.

Sakuntala (med en uvilkaarlig Trækning). Ak, hvorfor blinker mit høire Øie?

Gautami. Datter, det onde Varsel være afvendt! Gid Din Ægteherres Husguder skjænke Dig lykkelige Dage! (Gaaer frem.)

Huspræsten (peger paa Kongen). Eneboere! Hist staaer Kasternes og de hellige Stænders Beskytter, som strax forlod sit Sæde for at vente paa Eder. Der see I ham.

Sarngaravas. Store Brahmán! Det fortjener visselig at prises; men vi have ingen Deel deri. Thi

114.Træet sig bøier ved Frugternes Komme,
              lavest den vandrige Sky hænger ned;