64
SAKUNTALA.
Aldrig den Ædle hovmodes af Lykken:
saadan er Hjælpernes egen Natur.
Dørvogtersken. Konge! Deres Aasyn er mildt. Det siger mig, at de Vise bringe velkomment Ærinde.
Kongen (faaer Øie paa Sakuntala). Men Qvinden der?
115.Hvo er hiin tilslørede Qvinde,
som sin Yndighed halvt fordølger, —
Mellem Eneboerne lig en
Løvsprings-Qvist mellem gule Blade?
Dørvogtersken. Nysgjerrig famler min Tanke og kommer ikke videre. Men hendes Skikkelse er deilig at see til.
Kongen. Lad saa være! Man bør ikke fæste Øie paa Næstens Hustru.
Sakuntala (med Haand Paa Brystet, for sig). Hjerte, hvorfor hæver Du? Kom Din Herres Kjærlighed ihu og vær stærk!
Huspræsten (træder frem). Her staae Eneboerne, hædrede efter Gjæsterettens Bud. De have Ærinde fra deres Lærer; Kongen høre det!
Kongen. Jeg er opmærksom.
Eneboerne (med opløftede Hænder). Vær seirrig, Konge!
Kongen. Jeg hilser Eder alle!
Eneboerne. Dig skee, hvad Du attraaer!
Kongen. Er de Retfærdiges Bod uanfægtet?
Eneboerne.
116.Hvo tør anfægte de hellige Skikke,
saalænge Du er de Frommes Vagt?
Mens Solen skinner med glødende Straaler,
hvor kan da Mørkningen falde paa?
Kongen. Saa bærer jeg ikke mit Kongenavn forgjæves. Men den hellige Kanvas, lever han vel og lykkeligt, til Held for Verden?
