Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

65

FEMTE OPTRIN.

Eneboerne. De Fuldkomne raade selv for deres Lykke. Han spørger til Dit Velgaaende, og dernæst lader han Dig sige: —

Kongen. Hvad er den Helliges Befaling?

Sarngaravas. „At Du efter gjensidigt Løfte tog denne min Datter tilægte, dertil giver jeg Eder mit Minde med Glæde. Thi

117.Dig har vi nævnet som den Første blandt Ædle,
        Sakuntala som Dyd i Menneskelegem:
        Ved Mand og Viv af lige Værd at forbinde
        Er endelig vor Skaber angerløs bleven.

Derfor modtag hende nu, velsignet med Livsfrugt, som Deeltagerinde i Dine hellige Pligter.“

Gautami. Høie Konge! Jeg ønskede at tale, men der er ikke Sted for mine Ord; thi

118.Hun tog ei Raad hos sine Gúru-Frænder,
        Og Du har ikke Slægt og Venner adspurgt:
        Da lønligt Alt er afgjort mellem Eder,
        Hvad skal da jeg til Dig, til hende sige?

Sakuntala (for sig). Hvad siger nu min Herres Søn?

Kongen. Hvad mene I hermed?

Sakuntala (for sig). Klar som Ild var Ordenes Mening.

Sarngaravas. Hvor kan Du spørge? Mænd som Du kjende altfor nøie Verdens Gang.

119.Selv dydig Ægtehustru, naar hun bestandig
              hos Frænder har sit Hjem, er af Verden mistænkt:
        Thi ønsker Qvindens Slægt, endog om sin Herre
              hun ei er kjær, at dog hun hos ham skal dvæle.

Kongen. Har da jeg taget denne ædle Qvinde tilægte?

Sakuntala (smertelig, for sig). Hjerte! Du havde Ret i at frygte.

Sarngaravas. Sømmer det sig en Konge, af Fortrydelse over selvgjort Gjerning, at vende sit Ansigt bort fra Pligten?