Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

67

FEMTE OPTRIN.

Saradvat. Hold inde, Sarngarávas! Men Du, Sakuntala! See, vi have sagt, hvad vi havde at sige. Den ædle Herre har svaret. Giv Du ham overtydende Gjensvar!

Sakuntala (afsides). Har saa dyb en Kjærlighed lidt saadan Omskiftelse, hvorfor da vække hans Erindring? At sørge og klage, det er Alt hvad jeg kan gjøre. (Høit.) Min Herres Søn — (Afbryder sig.) Nei, da vort Bryllup drages i Tvivl, er dette ei den rette Tiltale, — Søn af Purus! Det anstaaer Dig ikke, efter først i Eneboet at have bedaaret en troskyldig Qvindes Sjæl med Dine Løfter, nu at forskyde hende med saadanne Ord.

Kongen (holder for Ørene) Stille! Du forsynder Dig.

122.Hvi skjænde Din Slægt og styrte mig? —
              lig Floden med graadig Strøm,
        Der styrter Træet fra Brinken ned
              og plumrer sit klare Vand.

Sakuntala. Velan! Hvis Du virkelig handler saaledes af Frygt for, at jeg er en Andens Hustru, saa skal jeg forjage Din Tvivl ved dette Gjenkjendelsestegn.

Kongen. En dristig Tanke!

Sakuntala (føler efter sin Ring). Vee, vee! Ringen sidder ikke paa min Finger. (Hun seer angstfuld hen til Gautami.)

Gautami. Ved Sakravatáram, da Du knælede for Vandene i Sátsji's Dam, maa Din Ring være gleden af.

Kongen (med et Smiil). Det er hvad Ordsproget siger: „Qvindesind er aldrig raadvildt.“

Sakuntala. Her har Skjæbnen viist sin Magt. Men jeg skal nævne Dig en anden Tildragelse.

Kongen. Den maae vi høre.

Sakuntala. Husker Du ikke en Dag i vor Mállika-Løvhytte, da Du tog Vand i et Lotosblad og sad med det i Din Haand —