69
FEMTE OPTRIN.
Sakuntala. Vel, vel! Saa er jeg da bleven en Skjøge blandt Qvinder, jeg der i Fortrøstning til Purus' Æt gav mig ham ihænde, i hvis Mund der er Honning, i hvis Hjerte der er Gift! (Hun skjuler sit Ansigt med Fligen af sit Klædebon og græder.)
Sarngaravas. Med saadan Qval brænder Letsindigheds Overilelse:
125.Thi see Dig for ved alt Samqvem,
somhelst ved lønlig Bryllupsfærd!
Mod ukjendt Hjerte saalunde
til Had forvandles Kjærlighed.
Kongen. Siig, er det i Tiltro til denne Qvinde, at I overvælde mig med Forsmædelser?
Sarngaravas (haanlig). Du hører jo: Sort er Hvidt, Øverst er Nederst!
126.Den, der fra sin Fødsel Svig ei lærte,
sligt et Væsens Ord beviser Intet!
De, der som en Videnskab har dyrket
Argelist, ja deres Ord er Hjemmel!
Kongen. Retvise Eneboer! Sæt, jeg indrømmer, — hvad blev da Straffen for at have bedraget hende?
Sarngaravas. Dit Fald!
Kongen. At en Purusøn stræber mod sit Fald, — det er utroligt!
Saradvat. Sarngarávas! Hvorfor svare igjen? Vi har røgtet vor Mesters Ærinde; lad os vende tilbage. (Til Kongen.)
127.Din Viv hun er! Forlad, annam Du hende:
I Alt har Mand at raade for sin Hustru.
Gak foran, Gautami! (De bryde op.)
Sakuntala. O, den Troløse har sveget mig: vil ogsaa I forlade mig, i al min Jammer? (Følger efter dem.)
Gautami (standser). Min Søn Sarngarávas! Med Suk og Taarer
