XVII
gave, og det Haandskrift i det brittiske Museum, der i fin Tid har tilhørt det Cottonske Bibliothek, omtalt af Suhm i Danmarks Hist. IX. 565, er gaaet tabt ved den store Ildebrand i London 1727 (*). Valget mellem de tre Haandskrifter kunde ikke være tvivlsomt, naar der spurgtes om, hvilket der burde lægges til Grund. Det Arne-Magnæanske, som er det eneste paa Pergament, er aabenbart det ældste og har ved at have tilhørt den Lundske Bispestol ogsaa et Slags officiel Charakter, uagtet det ingenlunde er frit for Urigtigheder. Ogsaa Schlegel havde til Hensigt, at lægge dette Haandskrift til Grund for den af ham paatænkte Udgave (**). Det er klart, at Hvitfeld ikke har havt det Arne-Magnæanske Haandskrift for sig, men heller intet af de andre, da han udtrykkelig siger, at hans Haandskrift var en gammel Membran, men han klager over, at den paa mange Steder var depravate scriptum“, hvorfor han har foretaget sig Rettelser og Forbedringer. Paa denne Maade kunde Hvitfelds Udgave vel træde istedet for et fjerde Haandskrift, naar man kun var vis paa, hvad han har forefundet, og hvad han har lagt til af sit eget. Man kunde spørge, om ikke maaskee Hvitfelds Membran kunde have ligget til Grund for Papirsaffkrifterne L. og A., da hans Læsemaader ofte stemme overeens med disse. Men ved nærmere Undersøgelse viser det sig, at hans Udgave snart stemmer med den ene, snart med den anden, og ingenlunde følger nogen af dem. Hvitfeld kunde synes mest at nærme sig til A., naar man bemærker, at Tillægget i IV. 17 (S. 41), som savnes baade i det Arne-Magnæanske Haandskrift og i L., findes i begge; at de ligeledes begge have den Overskrift XIII. 3, som mangler i det Arne-Magnæanske Haandskr. og i L.; at de ogsaa stemme overeens i Overskriften af VII. 4; at de fremdeles stemme overeens i at be: gynde den 11te Bog med Capitlet om Bier, hvis Overskrift ogsaa begge have tilfælleds; at A. ligesom Hvitf. i IV. 8 har originem habuisse istedet for duxisse og i XIII. 6 har ambut istedetfor sætis ambut o. m. fl. St. Men paa den anden Side staaer i A. det 3die Cap. foran det 2det, som hos Hvitfeld har denne Plads, ligesom i de andre Haandskrifter; i III. 1 er en længere Overskrift end i H. og Tillægget i IV. 8 i A. findes ikke i H. Man finder endogsaa paa enkelte Steder saadanne Læsemaader i A., der snarere kunde antyde, at denne Coder var en Afskrift af den Arne-Magn. Membran, i det de synes at være opstaaede ved en urigtig Læsning, som t. Er. i VII. 8 (S. 91, Not. 15), hvor der i vort Haandskrift istedetfor compareat staaer comparere at; i A. comparere aut; i VII. IX. (Not. 10) har Haandskriftet noti ā (noticiam), men A. noti aut; i VIII. 1. Hdskr. diuturniorum (for diuturnior), og A. diuturnorum. Ogsaa i. X. 2 stemme A. og vort Haandskrift overeens ihenseende til Ordet convenientia, hvor H. og L. have conniventia; i XV. 3 ligeledes ihenseende til det urigtige deficiet accusatio iftedet for deficiat accusato. (*) See Schlegel om de gl. Danskes Retssædvaner S. 116. (**) See anf. St.
