XVIII
III. Om Hvitfelds Udgave. Denne udgave, som var færdig fra Hvitfelds Haand d. 12te November 1589, udkom i det følgende Aar under Titel: Leges provinciales terræ Scaniæ ante annos 400 latinæ redditæ per Andream Sunonis, Archiepiscopum Lundensem. Hafniæ impressit Laurentius Benedictus. Anno Domini MDXC. Bogen er en liden Svart, bestaaende af 14 Ark (upaginerede) foruden Fortalen. Kofoed Ancher mener (saml. Skr. 1. 125), at der i det samme Uar ere udkomne to Oplag hos den samme Bogtrykker eller i det mindste under hans Navn, hvilket skal kunne sees „foruden andet af Erratis corrigendis, hvoraf findes ulige flere i det ene Oplag end i det andet.“ Schlegel har derved bemærket, at det udentvivl er een og samme Udgave, men at Hvitfeld har ladet det sidste Blad, hvorpaa Rettelserne (Errata corrigenda) findes, omtrykke, da han fandt flere Fejl at anmærke end der i Førstningen vare anførte. Det er et besynderligt Tilfælde, at blandt de Exemplarer af Hvitfelds Udgave, som endnu ere i Behold, neppe findes noget, som indeholder den af Ancher paapegede Uovereensstemmelse i de angivne Trykfejl. I det mindste ere de 3 Exemplarer, som findes paa Kongens store Bibliothek, Universitetsbibliothekets Eremplar, de to Exemplarer, som Hr. Kammerherre Oldenburg ejer, to, som tilhøre dhrr. Etatsraad V. Jacobsen og Professor Larsen, og mit eget, alle ganske overeens stemmende. Imidlertid kan det vel ikke omtvivles, at Kofoed Ancher maa have feet eet eller flere afvigende Eremplarer, og jeg skulde da være tilbøjlig til at antage den af Schlegel angivne Forklaring for den rigtige, da det er aldeles usandsynligt, at man i hine Tider skulde i eet Aar have foranstaltet to Udgaver af samme Værk. Denne udgave hører nu til Sjeldenheder, og Schlegel beretter efter Sjøborg, at den neppe findes i Sverrig. Allerede af denne Grund maatte dens Varianter ansees for at burde bevares, og jeg har i nærværende Udgave betegnet den med H. Men jeg har ogsaa ovenfor bemærket, at Hvitfeld har havt en Membran at lægge til Grund for sin Udgave, som nu er forsvunden og forskjellig fra dem, vi have i Behold, og at derfor hans Udgave paa en Maade kan betragtes som et Haandskrift. At Hvitfelds Arbejde ikke er frit for Mangler og stundom røber Skjødesløshed, er vist nok; man sammenligne til Erempel III. 5; da vi imidlertid ikke længer have det Haandskrift, han har brugt, og han selv klager over dets slette Beskaffenhed, kan man ikke fælde nogen sikker Dom over Udførelsen af hans Arbejde, og vi maa altid paaskjønne hans Fortjeneste, at have bragt Sunesen for Lyset. Da Hvitfelds Udgave er en saa stor Sjeldenhed, har jeg anseet det for passende her at aftrykke hans Fortale, saa meget mere, som den indeholder endeel Bemærkninger om vore Provindsialloves Alder, der vel ikke kunde holde Prøve, men i flere Henseender ere af Vigtighed, om ikke af anden Grund, saa fordi de vise, hvor usikker selv Rigets Kantsler og første Historieskriver har været i sine anskuelser om Landets Love. Hvitfelds Udgave er siden optagen i Westphals Monumenta cimbrica IV. 2029 ff., men uden Forandring eller Tillæg.
