XII
Forfatter af den Sjellandske Lovbog, og en Kong Erik ikkun for dens Forbedrer, 15) ved hvilken Kong Erik han sikkert ikke sigter til Erik Menved, men til Erik Plovpenning: han siger nemlig, at den Omstændighed, at Kong Erik har forbedret Loven, har foranlediget, at man tilskriver ham den som Forfatter; og af hans Fortale til Undreas Sunefens Paraphrase seer man, at den almindelige Mening deelte sig mellem Vals demar den Anden og hans Sen Erik (Plovpenning); det er altsaa denne Konge, og ikke Erik Menved, han mener. Hvad der nu kan have bevæget Hvitfeldt til i de følgende to Aarthi i Aaret 1601 udkom første - at forandre sin mening, og, uden Gang den Deel af hans Kronike, hvori Erik Menveds Historie findes Hensyn til hans ældre Yttringer, at erklære Erik Menved for Forfatter af den Sjellandske Lov, er vel vanskeligt at sige; men da Hvitfeldt, som bekjendt, i lang Tid allevegne fra havde indsamlet fit lærde Apparat til den danske Historie, af Diplomer, Kroniker o. s. v., er det ingenlunde troligt, at han i de to sidste Aar, forend han udgav sit Arbejde, skulde have gjort en Opdagelse af nye, ham tilforn ubekjendte og tillige paalidelige kilder, som indeholdt den, saavel fra den dengang almindelige, som fra Hvitfeldts egen Mening, aldeles afvigende Efterretning, at den Sjellandske Lov havde Erik Menved til Forfatter. Næsten kunde man falde paa at troe, at Hvitfeldts Haandskrivere her have gjort et Feilgreb, og henført en Tildragelse til Erik Mens ved, som Hvitfeldt havde tiltænkt Erik Plovpenning. Vil man hellere antage, at Hvitfeldt har gjort en ny Gisning, saa er det ikke første Gang, at han har opstilt en feilfuld Gisning som historist Wished. 6) Endelig fortjener det at bemærkes, at Hvitfeldt neppe har havt noget gammelt Haandskrift af Loven for sig, da dens Inddeling i ser Bøger, som han omtaler, kun har Hjemmel i nyere Codices. Den anden Grund, som Kofod Ancher paaberaaber sig, at flere gamle Haandskrifter udtrykkeligen talde Loven Rong Eriks Lov, siger naturligviis saare lidet; thi dette viser fun, at man har antaget, at en Kong Erik har forfattet eller stadfæstet den; men om det er Kong Erik Ejegod, Plovpenning, Menved, eller hvilken anden af vore mange Eriker, derom meldes ikke eet Ord. Det tredie af Anchers Beviser er aabenbar det svageste. Dette hentes fra den Benævnelse af Juftitiarius, som givee Erik Menved paa hans Gravsteen. 17) Men dette Ord bemærker, som Uncher selv tils staaer, i Middelalderens Sprog intet andet, end den, som haandhæver Lov og Ret (ikke Lovgiver), og Forbindelsen, hvori Ordet paa Gravstenen forekommer: ”Rectus juftitiarius pauperum ac divitum, ubi jus habuerunt," tilsteder ingen anden Fortolkning. Det er kun ved en Spidsfindighed, at Ancher er istand at redde fit Beviis, i det han bemærker, ”at Kong Erik ikke fuldkommen synes at have fortjent Navn af Jus ftitiarius, naar der ikke tillige havdes Hensyn til hans Lovgivning; thi i Rettens Haandthævelse kommer det fornemmelig an paa Lovene;" *8) vi kunne ikke bedre gjendrive dette Raisonnement end med den Bemærkning, Ancher selv paa et andet Sted har gjort, ”at det er eet at give Love, andet at holde over dem.” Med disse 15) Hans Ord i Fortalen til Christian den Førstes Historie ere disse: ”Sjellands Lov haver Kong Baldemar den Første gjort, dog i mange Stykker forbedret af Kong Erik, hvorfore den og hannem tilskrives.” 16) See f. Ex. de mange Bildfarelser hos Hvitfeldt, hvorpaa Gram gjør opmærksom i hans Forbedringer til Kong Valdemar Christophersens Historie, i Kjøbenhavnske Selskabs Skrifter 4 Deel. 17) See Antiqvar. Annal. III. B. H. S. 10. 18) Sami, jur. Skrift. I. 554-556.
