XIII
Ord vil han netop giøre opmærksom paa, at man iffe mad slutte, at Erik Plovpenning var Lovgiver, fordi Hvitfeldt roser ham for at have skaffet hver Mand Ret. 19) Ancher anfører endelig endnu et Beviis, hvorpaa han selv ikke lægger liden Vægt; det indeholdes i Erik Menveds Forordning af 1304 for Norrejylland. Naar denne Forordning omtaler leges fcriptæ in Thord og befaler, at disse leges fulde af Biskop Christiernus i Ribe, Gunnulph Svendsen, Svend Bonde, Thord Litle og Nicolai Brock oversættes fra Latin paa Dansk, de bedste Bestemmelser deraf udtages og forelægges Kongen paa Rigsdagen i det følgende Aar til Stadfæstelse, 20) saa mener Ancher, at derved sigtes til det første Udkast til den ny Sjellandske Lov, forfattet af en Thord, 21) rimeligviis den samme, som siden nævnes i Forordningen ved Navn Thord Litle; han antager videre, paa Grund af Forordningens følgende Udtryk og dens Indledning, at Loven var bestemt til en almindelig Lov for hele Danmark; han stutter deraf, at de i Forordn. nævnte Personer, der alle vare Jyder, ikke kunne have været de eneste Lovres visorer, men at Kongen har ladet Befalinger af lignende Indhold udgaae til Bisperne og anseelige Mænd i Ekaane og Sjelland; tilsidst gjør han sig selv den Indvending, hvorledes en Lov, som var bestemt til en almindelig Landslov og hvortil Udkastet var forfattet af Jyde, kunde blive forvandlet til en Lov for Sjelland allene; denne Indvending søger han at gjendrive med en ny Hypothese, at det nemlig ikke er lykkedes Kons gen, at faae fit nffe opfyldt, fordi de forskjellige Provindser rimeligviis har villet beholde deres særegne Love og Vedtægter, men at derimod Loven blev antaget i Sjelland, hvor man vel kunde trænge til en bedre Lovbog end Valtemar den Forstes (den saakaldte gamle Siellandske Lov). 22) Da det dog endnu faldt vanfeligt at begribe, hvorledes en Lov, der var bestemt til almindelig Landslev, kunde være saa ganske sjels landsk, som den ved en Sammenligning med Kong Baldemars Sjellandske Lov virkelig befindes at være, og hvorledes de Lovforbedringer, som Waldemar den Andens jydske Lovgivning indeholder, 2) kunde blive saa 19) Samme Værk I. 453-454- 20) ”De legibus fcriptis in Thord ordinatum eft, quod Dominus Ripenfis Episcopus Chriftiernus, asfumtis fecum Dominis Gunnulpho Suensfon, Swenone Rufticus, Thordone Litlæ et Nicolao Brock, ipfas de latino in dacicum [ipfas] extrahi faciat et transferri, et translatas in fcriptis fingulis partibus dari, ut confiderent et eligant utiliores, quas voluerint et pecierint confirmari, quas etiam nos, confiderato que nobis, corone noftre, et communitati regni necesfarie fuerint, anno futuro in celebratione parlamenti proximi confirmari faciemus. Interim etiam communitas Dacie legibus prius habitis perfruatur.” (Janchers Lovhist. II. 538.) 21) At der i det Haandskrift, hvori Forordningen findes, staaer in Thord, hvilket kunde fynes at betegne Ste det, hvor Loven var givet, er ventelig en Skrivfejl for per eller et andet lignende Ord. Det er ikke foruns derligt, at en faadan Skrivfejl kunde indløbe i et Haandskrift, der er skrevet saa sjødesløft og utydeligt, (see om dets Beskaffenhed Fortalen til Anchers Lovhistorie 2den Deel); at Ordet iplas staaer to Gange, cr ogsaa en aabenbar Skjøbesloshed. At der ved Thord skulde sigtes til et Sted, er faameget mindre antageligt, som den Streg, der i Haandskriftet gaaer igjennem Slutningsbogstavet d, fynes at vise, at det er en Abbreviation for Thordonem eller Thordone, som strax efter forekommer. Vil man hellere antage, at Henfigten med denne Streg har været at udslette d og henvise til en Rettelse i Marginen, hvor der findes et Par Bogstaver, fom det synes, no, vil man dog neppe kunne opvise noget Sted i Danmark, hvorpaa en faaban Benævnelse vilde passe. Jovrigt er det at beklage, at vi ikke have Forordningen i noget andet Haandskrift end i det omtalte (No. 12 i Octav blandt de Urne-Magnæanske), der har været Biskop Knuds Klakkebog. 22) Saml, jur. Skrift. I. 565-579+ 23) Dette bliver endnu ubegribeligere, naar man med Hr. Conferenceraad Schlegel antager, hvad der vist nok
