XVI
7 XVI - Siellandske Lov hverken nogen latinst Concept forhaanden, og heller ikke bærer dens Tert i mindste Maabe Vidne om, at den nogensinde har været skrevet paa Latin. Hertil kommer endnu en Omstændighed, som gjør det lidet troligt, at de titnævnte Artikler og Kong Eriks Lov skulde have een og samme Forfatter, den nemlig, at de første vise en saa stor Gunst mod Gejstligbeden, at Kofod Ancher endog af den Aarsag er tilbøjlig til at ansee deres Forfatter for en Gejfilig; i Kong Eriks Lov derimod findes meget mere Spor af en modsat Tænkemaade hos Lovgiveren. 32) Ancher beraaber sig især derpaa, at Forordningen, efter dens Ord, ikkun kan hentydes ”paa en fuldkommen Lovbog eller i det mindste en stor vidtleftig Lovsamling, der var bestikket til en almindelig dans Lov," hvilket vel kan passe paa den ny Sjellandske Lov, ”der bærer Navn af famme Konge, fom Forordningen er givet af, og ligeledes synes at være forfattet i den Hensigt, at blive til en almindelig dansk kovbog, men derimod kun flet passer sig paa Thord Degns Artikler, der sigte ikkuns til at forklare og forbedre den Jydske Lov.” 3) Vi ville her ikke nærmere undersøge den Paastand, at den det vil i det følgende udentvivl vise ny Sjellandske Lov skulde være bestemt til at være en almindelig Lov; sig, at den kun slet var skikket dertil; derimod bør vi nøjere betragte de af Uncher 34) paapegede Udtryk i Forordningen, som efter hans Mening ikke skulde kunne hentydes paa Thord Degns Artikler. Saadanne Udtryk findes for det første i Forordningens Begyndelse, hvor det hedder: ”Noueritis cum melioribus Regni noftri in parlamento Nyburgh celebrato, de fingulis regni partibus congregatis, inter cetera tangentia nos et regnum fuper infra fcriptis fpecialiter tractavimus et eadem concorditer acceptavi- Et de eorum confilio et confenfu ftatuimus, ut ab omnibus et fingulis undique infra regni noftri terminos generaliter et inviolabiliter obferuentur.” Om endog denne Forordningens Fortale kan tjene til at bestyrke Anchers Formodning, at Forordningen angie hele Danmark, og at den derfor ikke blot er givet for Norrejylland, som dens Overskrift tilfiger, men at ligelydende Forordninger ere emanerede for de øvrige danske Provindser, faa folger dog ikke deraf, at den længer hen i Forordningen forekommende Be stemmelse om Revisionen af leges fcriptæ in Thord ffulde sigte til noget Udkast af en almindelig dansk Lov; bet lob sig nemlig meget vel tænke, at den Befaling, at revidere Thord Degns Artikler, allene var indført i den Jydske Forordning, men fattedes i de øvrige, som noget blot Jylland vedkommende. Dog maa jeg tilstaae, at de Ord, der følge umiddelbar efter Befalingen til Lovcommissarierne: ”Interim etiam communitas Dacie legibus prius habitis perfruatur” frembyde nye Vanskeligheder, som ikke paa denne Maade lade sig hæve. Da de nemlig indeholde, at det danske Rige, indtil Thords Love kunde blive confirmerede, skulde beholde sine forrige Love uforandrede, synes de unægtelig at antyde, at disse Thords Love skulde være almindelige for Danmark. Men denne Knude er neppe faa vanskelig at lose, som det ved første Øjekast synes. Det er nemlig vist, at Valdemar den Undens Jydske Lov efterhaanden er blevet brugt som subfidiær Lov i de øvrige danske Provindser, ja omsider næsten fortrængte disses særegne Love, saaledes at den Hensigt, som Valdemar udentvivl har havt med denne Lovgivning, at gjøre den til almindelig Landss lov, virkelig efterhaanden opnaaedes. Derfor indskærpes det som almindelig Regel i Christopher den Andens mus. 32) Anf. Sfr. I. 572, jevnf. G. 679 og II. 407. 33) Sammeftede I. 569. 34) Sammest.
