XIX
ifte giver mindste Vink om, at der nogensinde havde været andre Lovbud om den Gjenstand, den afhandler, og som nu skulde være ophævede, bliver man snarere tilbøjlig til at anfee Loven for en gammel Lov, end til med Ancher at antage, at det er en nyere Lov, som gjentager ældre, ved Kongebud ophævede Bestemmelfer. Jøvrigt erindre man, at Anchers Argumentation forudsætter, at den titnævnte Forordning af 1304 ogfaa er givet for Sielland; men at dette er en blot Gisning, og at det i al Fald er aldeles uvist, om ben Sjellandske Forordning i alle Punkter har været ligelydende med den Jydske, er ovenfor bemærket. Efter denne Prøvelse af Anchers Beviser, vil det udentvivl indrømmes, at de kun have en saare ringe Styrke. Den eneste, skjendt vaktende Støtte for den almindelige og af Ancher forsvarede Mening om Kong Eriks Lovs Alder, er vistnok Hvitfelds Vidnesbyrd; men hvad der i det Foregaaende er anført, viser allerede, at det er højst mistænkeligt; den følgende Undersøgelse fat, som jeg haaber, godtgjøre, at det er aldeles forkasteligt. Den paalideligste Underretning om en Lovs Wide maa, naar sikkre historiske Vidnedsbyrd mangle, upaatvivlelig hentes fra dens eget Indhold og hele Beskaffenhed. Ved at sammenligne dens Bestemmelser med Lovforskrifter, hvis Tidsalder er bekjendt, vil man, naar Gjenstanden for Lovbudene er den samme, ofte med Vished kunne afgjøre, om den er ældre eller yngre end de Love, hvormed man anstiller Sammen ligningen, om man end ikke seer sig istand til at bestemme dens Alder ved Aar og Datum. Ogsaa maa naturligviis dens Form, Sproget og Tonen, hvori dens Forskrifter ere affattede, kunne give vigtige Vink om Tidsalderen, der frembragte den. I begge Henseender, saavel hvad Materie, som Form angaaer, fulle vi nu prove Kong Eriks Sjellandske Lov, og, hvis jeg ikke meget fejler, vil det vise sig, at det er en af en privat Mand forfattet Lovsamling, nedskrevet en rum Tid før Kong Erik Menveds Regjering. - Betragte vi for det første Sproget og Udtryksmaaden i Kong Erits Lov, da finde vi adskillige Stes der, hvor Udtrykkene klart lægge for Dagen, at ingen Konge, men en Privatmand har nedskrevet dens Be stemmelser. Naár det hedder i V. 20: Swa male man at the minfte bot fkal cey minno wæræ æn örtugh bot (faaledes sige Mænd, at den mindste Bod skal ikke være mindre end Ørtug Bod), og i VI. 6: forthy tok landet ther wetheær at han fkulda fwa mykle rethæræ wore at biuthoe böter fore thor gærningga görtha. (thi dette vedtog Landet, for at Gjerningsmanden skulde være desto mere redebon til at tilbyde Bøder), saa er det vist nok Udtryk, som lidet passe i en Konges Mund, som Lovgi Vil man indvende, at disse Udtryk lade sig forklare deraf, at den lovgivende Magt endnu paa Erik Menveds Tid for en stor Deel var hos Folket, og at Waldemar den Andens Fortale til Jydske Lov **) tilfulde ber. 44) ”AEngi man feal döma geen then logh ther Konnung giuer oc land taker with. num after then logh fkal land domes oc rættes. Then logh ther Konnang giuer oc olt land taker with, then ma han ay aftertake celler skifte utan lanzens wili foruten han gör openbarlic gen guth.” En mar kelig Forandring er foregaaet med dette Sted i Christian den Fierdes udgave af Jydske Lov; her hedder det nemlig: ”den Low, som Kongen giffver og landit vedtager, maa mand ey afftage eller omftiffte uden Landsens Billie, uden hun er aabenbarlic mod Gud;" i den gamle Text er det derimod Kongen (han, itte man) som ikke uden Landets Billie maa forandre Loven. Dersom tasemaaden i Anchers udgave: ”foruten han gör &c.” er rigtig, saa er udentvivl ogsaa Slutningen urigtig overfat; det skulde hedde: ellers (foruten) handler han (det er: Kongen) aabenbare imod Gud. Herved maa dog mærkes, at de fleste Haandskrifter have war eller ær istedetfor gör. C
