XXI
stendommens Tarv, da er det rettest, at man helst gjør det, hvorved Guds Villie fremmes.” I Lovens II. 11 hedder det: ”kirky skal hwars kriftan manz heemhus ware” (Kirken skal være hver christen Mands rette Hjem); og dette anføres som Lovgrunden, hvorfor Kirkefredens Krænkelse stal straffes paa samme Maade, som Huusfredens; i samme Begs 19de Cap. fortælles, at Warsagen, hvorfor der tilstaaes den Mordbrænder, som ikke er greben i Gjerningen, men overbevist, fordi han es med Lov (Eedsbeviis) har kunnet godtgjøre sin uskyld, Dagsrum og Nattefrist til at rømme, er den, ”ot ellers ingen torde vove at lade fin Sag afgjøre ved Lov” (forthy at angin thor allar til logha koma) 48). Maar IV. 11 paalægger den at give fuld Mandebod, som, ved at kjøre paa nogen, bliver Narsag til hans Dod, men derimod kun dicterer en Bod af tre Mark, naar han har Træ paa sit Læs, som ved at slingre foraarsager nogens Død, faa tilføjes der som Grund til denne Forskjel: ”at han skal vogte sig for hvad som er foran ham, og derfor har han Tommen ihænde, men ej kan han passe paa det, som er bag ved ham.” (forthy at han fkal that wartha thar fora hanum er ok han haldar töme til ok ay that a bak hannm ar). Ogsaa er det mærkeligt, at Parterne stundum inføres talende i denne Lov, fee IV. 8, V. 18, 35, hvilket kun er Tilfældet i vore ældste nordiske Love, f. Er. Graagaasen, Skaanske Lov, og adskillige af de gamle svenske Love. Det første af de anførte Steder kan staae her som Erempel. Talen er om det Tilfælde, hvor nogen med sin Hest rider paa anden Mands Gjerde, og Heften derved faaer Skade, saa at den døer; da hedder det: ”AEn wil hin figha til hin annar. at thu görtha mik than fkathe ok thu alta haft a garth. tha hauer hin am mykal rat at fighe, at ward ay thin flauer, tha gultda iak ay mit fa fore. ok thar böter hwarkan tharra annar fora.” (End vil den ene sige til den anden: du gjorde mig den Skade, at du jog Hesten paa mit Gjerde, da har den anden lige megen Ret at sige: havde din Stavre ikke været, da havde jeg ej mistet mit Qvæg, og da skal ingen af dem bøde derfor). Endelig fortjener det, førend vi forlade hvad der herer til Lovens Form, endnu at bemærkes, at der i de forskiellige Materiers Anordning næsten aldeles ikke spores nogen Plan; beslægtede, ja endog de samme Gjenstande afhandles i adspredte Capitler, og ofte i forskjellige Bøger; derfor findes der ikke sjelden Gjens tagelser og idelige Henvisninger til ”hvad som før er sagt” (wa fum för ar faugh, eller: fwa Jum uppe ar malt). Saaledes fastsætter f. Er. II. 19 (II. 14, 15) 4) Straffen for den, som sætter Ild i Huse, men i III. 1. (II. 30) handles om den, som sætter Ild i Svinesti. Om Drab handles i II. 5-16, 26, 30 (II. 3-11, 22, 25) III. 2-3, 10-11 (II. 31-32, 37-38) og atter i V. 20-30, (III. 26-32) og endelig i VI. 5-8, (III. 46-48); om Saar og Afhug i II. 17, 21, 27 (II. 12, 21, 23), i III. 4-16, 19, (II. 33-42, 45) i V. 9 (III. 15) og atter i VI. 9 (III. 49); om Bindikation i V. 15 19 (III. 21-25), og ligeledes i det 39te Cap (III. 40): om Lavarv i I. 28 (I. 30) og i V. 31 (III. 33); om Værgemaal i I. 45-47 48) Jofr. Anmærkn til dette Capitel S. 353. delft Ghemens Inddeling af Loven i 6. ling af loven i 6 Bøger, ſyntes ftørre end den borre end den virkelig 49) De i Parentheser fatte Tal angive Inddelingen efter Haandskriftet. Jeg har her troet det nødvendigt ogfaa at anføre denne Inddeling, for at man ikke fulde troe, at adsplittelsen af de beslægtede Materier, forme er. Naar Ancher (faml. Skrifter I. 578 579) mener, at denne Adsplittelse Fulde vise, at de 2 sidste Beger (efter Ghemens Inddeling) vare forfattede fenere, end de 4 første, som Tillæg til disfe, saa har han ikke erindret, at Loven i de ældste Haandskrifter kun deles i 3 Bøger, og at det allene er i Ghemens udgave og de nyeste slette Haandskrifter, hvori Inddelingen i 6 Bøger forekommer.
