XXV
for at erholde Bøder, naar den Fornærmede taug stille, med mindre denne var faa mægtig (riker), at han ej vilde forfølge Sagen, men hellere hævne sig; og det følgende Capitel siger, at Kongens Ombudsmand ikke kunde tvinge den Saarede til at forfølge sin Sag, naar han ikke vilde tage imod Beder, men hævne fig. Kongens Ombudsmand var i Almindelighed uberettiget til at forfølge Kongens Net til Bøder i de Tils fælde, hvor saadanne tilkom ham, førend den Fornærmede havde klaget, med mindre denne enten selv vilde hævne sig, eller han var for svag (usel) til enten at hævne sig eller til at anlægge Sag, eller han var fras værende, saa at han ej kunde udføre den (see de anførte Cap. og VI. 12), og endda udfordredes i saadanne Tilfælde, at det var vitterligt i Herredet, at Forbrydelsen var begaaet. Af II. 32 og VI. 8 lærer man endvidere, at Kongens Ret til Boder var indskrænket til de grovere Forbrydelser, nemlig Drabssager og fyrgetyve Marks Sager; i de sidste Slags Sager kunde han ogsaa fordre 3 Mark hos Deeltagerne i flige Forbrys delser. I det at IL 32 tillægger Kongen Ret til 40 Marks Boder i alle de Tilfælde, hvor den Fornær mede havde saadan Net, tilføjer den endnu følgende mærkelige Ord: ”dog saaledes, at Kongen først hjelper Bonden til at faae sin Ret, fordi det er mod ham Forurettelsen er beganet, og siden skal Kongen have sine 40 Matf.” Ganske anderledes forholder det sig i Jydske Lov; der læser man for første Gang i vore gamle Love den Regel fremsat: at man skal dele sig til Rette og ikke tage sig selv Ret (II. 73); der hedder det: at Bonden maa ikke selv hænge sin Tyv, fordi han gjør det af hævn, og skjendt han er forurettet, maa han dog ikke selv skaffe sig Ret (tho ay wara fin aghan rattar II. 88; 58) der finde vi ikke saadanne omhyggelige Forskrifter, som i den Sjellandske Lov, der sætte snevre Grændser for Kongens Ret til at oppebære Beder og forfølge Forbrydelser; tvertimod kan Kongen sætte Søgsmaal i Kraft, som ellers ved Sagsøgerens Fors sømmelse var tabt (II. 9, 10) og Aristocratiet har allerede gjort et faa mægtigt Skridt fremad, at Kongens Mænd kunne oppebære 3 Marks Bøder hos deres Undergivne (brytir) II. 77. Forend vi forlade denne Gjenstand, maa jeg endnu anføre et mærkeligt herhen hørende Erempel af ben Siellandske Lov. Det er 2den Bogs 1-4 Cap. Her tillades det Manden, som griber fin ægtefælle i Hoer, ikke blot som i Jydske Lov III. 37 og Skaanske Lov XIII. 1, 2, at dræbe Hoerkarten, men tillige, fom i de gamle Longcbardiske Love, 59) sin utro Hustru; 0) dræber han ikke Hoerkarlen, da kan han selv bestemme, hvor store Beder han vil have, og ”hverken Kongen eller nogen Landslov (angan landz rat) stal tvinge ham;" heller ikke denne Bestemmelse findes i Jydske Lov og ligesaalidt den Tilladelse, som Kong Eriks 158) Naar Jydske 20v II. 12 viser, at Sandemændene skulde sværge den til Bob (og derved tillige tilbømme ham fin Fred) som havde dræbt nogen for at hævne Saar eller Hug, saa stemmer det just ikke meget vel med de anførte Regler; men man maa derved erindre sig, deels at Drabsmanden dog ffulde give Beder, deels at en saadan enkelt Levning af den ældre Retsforfatning ikke kan sættes ved siden af hine almindelige Bes stemmelser i den Sjellandske Lov, der paa det bestemteste ere i Modsigelse med de anførte Regler i Jyds ste Lov. 59) Corpus Legum German. antiqv. ed. Georgifch Pag. 983. 60) Tilladelsen gives ikke udtrykkelig til at dræbe Konen, men ligger indirecte deri, at Loven, efterat have talt tom Hoerfartens Drab, tilfeier: AEn kombor fwa at frughoen gar til lifs &c. (End skeer det, at Kenen beholder Livet). I den saakaldte gamle Sjellandse Lov II. 27 er det sagt med tydelige Ord: dræpar mannan horkarlan allar horkona math hanum. d.
