XXVI
Lov giver Manden, ”som trester sig til at leve foruden Kone," til at ”udjage hende af hans Gaard i blotte Særk og Kaabe, uden at maatte medtage en Penning af hvad hun ejer;" men hvem gjenkjender ikke her den ældgamle Stik, som allerede Tacitus beskriver i hans Germania? 1) Ligesom Nordboens Lyst til Frihed og Uafhængighed var Narsag i, at han først langt om længe gav Slip paa Privatheevnen og vanskelig vilde finde sig i at overlade sin Rets Hævdelse i Statens Hænder, naar han fandt sig haardt krænket, saaledes maatte den ogsaa medføre, at han ansaae ethvert Tvangsmids del i Statens Haand til Retssikkerhedens Opretholdelse for en Indskrænkning i den naturlige Frihed og hans lovlige Ret. Derfor kan man vel antage som Regel, at jo færre og jo mindre kraftige Tvangsmidler en nordisk Lov tilsteder mod Lovens Overtræder, jo ældre er den. Allene de haarde Straffe, hvormed saadanne Forbrydelser straffedes, som forudfatte Nedrighed, Lumskhed og Feighed hos Gjerningsmanden, og som der for i Nordboens Dine vare Gjenstand for Afsky, gjøre en Undtagelse herfra. Andre Misgjerninger afsonebes sædvanligen med Beder, og de eneste Tvangsmidler, man brugte mod den, som ej godvilligen vilde udrede dem, var Nam og Fredsforbrydelse eller, som det ogsaa kaldtes, Tabet af manhalg. Den Executionsmaade, som kaldtes Nam, og som ogsaa brugtes mod den, der ej vilde give Skadeserstatning, eller efters komme andre civile Forpligtelser, var endeg i Jydske Lov forbundet med mange Indskrænkninger; det var ikke Øvrigheden, der foretog Executionen, men Sagsøgeren selv, og han maatte da kun tage Nam hemmes De samme Bestems lig, ej aabenbart, og ikkun udenfor den Domfældtes Gaardsled, Indske Lov II. 59. melser finde vi, kun noget udførligere, i Kong Eriks Lov V. 22,62) og heraf lader sig altsaa endnu intet flutte. Derimod er den ovennævnte Regel fuldkommen anvendelig ihenseende til det andet nævnte Tvangss middel: Zabet af Fred eller manhalg; thi dette var i sine Virkninger langt svagere efter Kong Erifs Lov, end efter den Jydske, og de med dette Middels Anvendelse ifølge hiin Lov forbundne Jrdskrænkninger robe tydelig en høj Alderdom. Jydske Lovs III. 28 viser, at dersom den, som havde faaet Fredløshedsdom over nogen, dræbte ham, blev han for faadant Drab ikke fredløs, og dersom han saarede ham, skulde han ikke give Boder; derimod tillader den Sjellandske Lov III. 28 fun Sagsøgeren og de, som ere i hans Folge, ustraffet at staae og saare den Fredlose, men forbyder udtrykkelig at dræbe ham, eller mishandle ham faales des, at han bliver Krobling; videre tilføjer Loven den Indskrænkning, at Sagsøgeren ikke maa forfølge den Fredløse udenfor det Herred, hvori hans Fred blev ham frademt, med mindre han ogsaa faaer ham domt fredles paa Landstinget; heller ikke maatte Sagsøgeren slaae eller saare ham paa Tinge, eller saa nær ved Tinget, at man kunde see det fra Tingstedet, og ej i Kirke eller paa Kirkegaard, eller paa Torv, eller paa hans egen Grund, eller i hans Hjem og Herberg, eller naar han var i Ledingsfærd; blev den Fredlose beskadiget af nogen anden end af Sagsøgeren og hans Ledsagere, kunde han derfor fordre fulde Bøder, naar Han havde faaet sin Fred igjen. Endelig forbyder Lovens IV. 3 at domme fattig Mand fredløs for Gjeld eller Bøder, naar han tilbyder at gjøre alt hvad han formaaer; ”thi," hedder det, ”naar han gjør alt det, han har Evne tit, maa man ej fordre mere.” 10 13 sata ollado (od 61) Cap. 19. Paucisfima in tam numerofa gente adulteria, quorum pena parentibus et maritis permisfa. Accifis crinibus, nudatam coram propinqvis expellit domo maritus.d his led 62) Den Deel af Capitlet, som handler herom, mangler i Ghemens Udgave. welded se
