XXVIII
rimeligste Grund til denne Forandring synes mig at være den, at de forandrede Tidsomstændigheder ikke læns I de ældste Tider var det, som bekjendt, gere tillode Lovgiveren at fordre et saa stort Antal Medredsmænd. Nordboens vigtigste Beskjæftigelse, naar han ikke var i Leding eller paa Vikingstog, at besøge Tingene, hvor han ikke blot deeltog i de offentlige Anliggenders Forhandling og søgte at afgjøre sine egne Retstrætter, men ogfaa kraftigen med Raad og Daad bistod Venner og Frænder i deres; i saadanne Tider kunde det ikke være vans skeligt for den, hvis Dannished iøvrigt var bekjendt, at skaffe sig et betydeligt Untal Medeedsmænd. Men efters haanden fik det borgerlige Liv en anden Skikkelse: som Folkemængden vorte og Fornedenhederne tiltoge, maatte ogsaa Bestjæftigelserne blive flere; men deres nærmeste Formaal indskrænkede sig mere og mere til Omsorg for egen Velfærd og Livsnydelse; den offentlige Sands (public fpirit) begyndte at sloves hos Massen af Nationen, og Interessen for Andres Anliggender tabte sig, jo mere Enhver fandt sig nedsaget til at tænke paa sit Eget. Under saadanne Omstændigheder maatte det være vanskeligt at bringe mange Medeeds. mænd tilveje, og man indseer derfor, hvorledes Lovgiveren blev nødt til at lade sig nøje med et ringere Antal end de ældre Love havde fordret. 4) Af det Anførte er det maaskee og begribeligt, hvorfor vore Gildeskraaer, endog under Straf af Boder, forpligte Gildebrødrene til at være hinandens Medeedsmænd. 5) At iøvrigt den ovenfor antydede Forandring virkelig var begyndt at indtræde paa den Tid, da Jydske Lov blev givet, vil man udentvivl uden Vanskelighed indrømme, naar man blot erindrer sig den vigtige Indflydelse, som Lehnsvæsenet, der under Valdemarerne havde naaet sin fulde Udvikling, maatte have paa alle Forhold i Samfundet. Jeg vil kun tilføje, at det ogsaa i ovennævnte Henseende er mærkeligt, at Jydske Lov ved de faakaldte Sandemænd gav det første Erempel paa Dommere, der havde en vedvarende af Kongen overdraget Jurisdiktion, og tillige fit et Slags Lon (Hesteleje) for deres Forretninger; 66) ingen af Delene var Tilfæl det med de sjellandske Nævninger; thi det ansaaes i de ældre Tider ikke for en Byrde, at beklæde Dommers sæbet, men for et hæderligt Kald, som allene lønnedes med ære og Anseelse, og den dømmede Myndighed grundede sig ikke paa nogen Kongelig Sanction, men allene paa Parternes Valg; man behøvede da ingen lønnede Dommere, ligesaalidt som stadige Dommerembeder vare fornødne paa en Tid, da Kundskab om Lov og Ret endnu var almindelig udbredt og levende hos Folket. Det bør herved endnu erindres, at Nævninger efter Jydske Lov II. 51, ikke, saaledes som efter den Sjellandske Lov, udvalgtes af Parterne (egentlig Sagsøs geren) i hver enkelt Sag, men at de for et heelt Aar valgtes af alle Bonder i Herredet til at paadomme de i den Tid forekommende Sager, som hørte under Nævningers Paakjendelse; derfor sætter Jydske Lov II. 51, 52 og 82 Straf for dem, naar de ikke vilde sværge i Sagen; den Sjellandske Lov har derimod ingen saadan Bestemmelse: rimeligviis anfaae man Balget for at være saa ærefuldt, at man ikke har tænkt sig afslag som muligt; Jydske Lov vidner derimod ved hiint Straffebud om en Tid, da Synsmaaden havde forandret sig. Endelig troer jeg at finde min mening om Grunden til det i Jydske Lov nedsatte Antal af Medeedsmænd, og derved tillige min Paastand om den Sjellandske Lovs Ælde, bestyrket ved Jydske Lovs I. 38, sammenholdt 64) Jvfr. min Disfertat. de ufu juramenti Sect. II. 141-142 (dansk Oversættelse i Nyt jur. Arch. XXII. 3) hvor jeg har viist, hvorledes efter Jydske Lov Sandemænd skulde dømme i endect af de Sager, som efter den Sjellandske Lov afgjordes ved to og tre Tylters Eed. 65) See de i Unchers, Strift. III. 185 Not. *** anforte Steder af Gildeskraaerne. 66) Jvfr. Anchers faml, Skrift. II. 824 ff.
