XXXII
ne barn; derimod hedder det i Eriks Sjellandske Lov: wil ok han aller (ellers, paa anden Maade, uden Skjødning) tham giua ok lyufar them til fult frenfume, tha haue that ther the haue fanget ok taka angin arf mere. hwarkan aftar hanum og ay after hans börn; altsaa fik det kuldlyste Slegfreds barn, som intet var blevet sjødet, Arv, efter Jydske Lov, men det, som efter Sjellandske Lov var lyst til ful franfume og intet havde faaet ved Skjodning, tog ingen Arv, men beholdt allene, hvad der var givet det ihænde. Dersom jeg ikke fejler, behøver Anchers Lære om Virkningen af Slegfredbørns Legitimation ved Tinglysning i de ældre Tider, i flere Henseender at berigtiges. Den bedste Vejledning til de derom handlende vanskelige Lovsteders Fortolkning frembyder unægtelig Anders Sunesen II. 7. Sammenligner man nu hers med de anforte Steder af Skaanske og begge de Sjellandske Love, troer jeg man vil finde, at deres Forskrifter saavel indbyrdes stemme temmelig godt overeens, fom og med hvad Unders Sunesen lærer om hiin Legitimas tionsmaades Virkning i de ældste Tiber, naar han siger, at det tinglyste Elegfredbarn intet arvede efter Fas At Ancher har der, men allene beholdt hvad Faderen enten havde skjødet ham eller givet ham ihænde. 81) antaget, at de nævnte Love, i visse Tilfælde, tillægge det tinglyste Slegfredbarn Arveret, kommer udentvivl deraf, at han har overseet den vidtleftige Bemærkelse, hvori Lovene bruge Ordet Arv, i det de derved paa de anførte Steder ikke blot betegne den afdøde Faders Efterladenskaber, men ogsaa hvad han i levende Live har givet fine Børn. At dette virkelig er faa, fees af folgende Sted i Valdemars Sjellandske Lov og Skaanske Lov: fangga the that ay i hand ok ay i hafth at hanum liuenda. tha fa the ykki after hans döth for that at after therre fathers döth tha fa the ay annan arf an that thar han gaf them ok andwortha liuanda, hvilket ogsaa de forhen anførte Udtryk i Kong Eriks Sjel landske Lov og Ordets Brug i andre oldnordiske Mindesmærker bestyrker. 32) Naar hertil tages Hensyn, vil man finde, at Eriks Sjellandske Lov stemmer overeens med de ældre Love, men ikke med Jydske Lov. En vigtigere Indvending mod Kong Eriks Lovs 2lde kunde det synes at være, at denne i I. 49, ligesom Jydske Lov I. 25, erkjender Legitimation ved paafølgende Ægteskab, som derimod, efter Skaanske Lov III. 17 og Valdemars Sjellandse Lov II. 45, var uden Retsvirkning. 3) Men lægger man Mærke til, at Eriks Sjell. Lov kun erkjender denne Legitimationsmaade med den betydelige Indskrænkning, at ingen af Slegfreds barnets Forældre maa, efterat Barnet er avlet, have indgaaet noget andet 2gteskab, men at Jydske Lov ingen faadan Indskrænkning tilføjer, vil man udentvivl være tilbøjlig til at ansee den førstnævnte Lovbestems melse for ældre end den sidste, da det er rimeligere, at denne Indskrænkning blev fastsat dengang, da man begyndte at give efter for Geistlighedens Bestræbelser for at indføre legitimatio per fubfeqvens matrimonium, end end at ben fib den siden skulde, være bleven tilføjet, efterat man engang havde erkjendt hiin Legitimationsmaade i dens fulde Omfang. At Eriks Lov skulde være yngre end den Jydske, lader sig altsaa ikke heraf
81) et ibidem fcotaret quæ vellet immobilia, vel, non habens immobilia, quæ conferre vellet de mobilibus aperiret; nec prodesfet omnis ifta folennitas, nifi reperiretur in morte patris aliquid de paterna munificentia posfidere, illud totum et folum de paterna fubftantia retenturus.”
82) See Thres Glosfar. voc, arf. Pag. 105, hvor det bemærkes, at det kan betyde acquifitio i Almindelighed, joft. Glosfarium Edda II. 565, hvor det antages som rimeligt, at arfr i be ældste Kider har havt samme Bemærkelse som fé (Gods).
83) Jofr. Unchers saml. Skrift. II. 219-220. D
