XXXIII
bevise. Derimod man det vel indrømmes, at den omhandlede Lovbestemmelse i Eriks Lov, der, skjøndt med Indskrænkning, erkjender den oftomtalte, Legitimationsmaade, maa være yngre end de Forbud derimod, sons indeholdes i Valdemars Sjellandske Lov og den Skaanske. Det turde vel være, at hiint Capitel i Eriks Lov (I. 49) var en ny Tilsætning; den Plads, dette Capitel har faaet, gjør denne Formodning rimelig bande er det det sidste Capitel i første Bog, og kunde altsaa let tilsættes, uden at Capiteltallet derved for andrebes, og desuden vilde dets naturlige Plads have været ved I. 16de og 17de Capitel, hvor Loven afhandler Materien om Slegfredbørn.
Hvad endelig den faakaldte Barneraynd angaaer, saa er det let at bevise, at Ancher har Uret, naar han paastaaer, *) at Eriks Sjellandske i denne Henseende følger Jydske Lovs Bestemmelser og afviger fra den Skaanske; den sidste Lovs I. 23 bestemmer, at Manden, som havde Bern med sin Kone, skulde tage Mandslod i hans afdøde Kones Urvejord, om det endog kun var tilligemed Datter han arvede, hvoris mod Jydske Lov I. 16 kun giver ham lige Lod med Datter, dersom Son ikke er til; naar nu Uncher antager, at Eriks Sjell. Lov I. 12 indeholder samme Forskrift, som Jydske Lov, saa er det aabenbart, at han er blevet vildledt af Ghemens Udgave, hvor det hedder: ”er ey annet en dotter ena tha tagher han fkiffte fom en dotter;" men denne Læsemaade finder kun Medhold i de nyeste og sletteste Haandskrifter; i alle gamle Haandskrifter hedder det: ”er oey annet en dotter ene, tha takar han flika tu (flige to Lodder) fum en doter," og Loven stemmer saaledes fuldkommen overeens med Skaanske Lov.
Er det nu i det Foregaaende, som jeg haaber, bragt til høj Grad af Sandsynlighed, at Kong Eriks Sjellandske Lov er ældre end den Jydske, og følgelig ikke kan hidrøre fra Kon; Erik Menved, saa kan det ikke længer undre os, at vi i de Forordninger, vi have tilbage fra Erik Glipping og Erik Menved, finde Spor af en Beviistheori, der er heel modsat den, som hersker saavel i Kong Eriks Sjellandske, som i Skaan ste, Jydske og Baldemars Sjellandske Lov; 5) skulde derimod Erik Menved have givet Loven, vilde det være vanskeligt at forklare, hvorledes een og samme Lovgiver havde lagt to ganske forskjellige Beviistheorier til Grund, og saaledes, ved i sine enkelte Anordninger at tillægge Sagsøgerens Vidnebeviis fuld Beviisfraft, paa den ene Side fulgt de Grundsætninger, som hans Fader allerede havde antaget, men paa den anden Side i sin almindelige Lov optaget den ældre Beviistheori, ifølge hvilken Sagsøgerens Vidner havde faa godt som ingen Virkning. Ogsaa fortjener det at bemærkes, at de Straffe, som Erik Menveds Forordning af 1304 fastsætter for dem, som gjøre Brud paa Kirkefred, Huusfred og Tingfred, ere langt haardere, end dem, vi finde bestemte i den Sjell. Lov, 86) ligesom og allerede Kong Erik Glipping i Forordnins gen for Sielland af 1282 Art. I og 2 straffede dem, der som Medhjelpere deeltoge i Huusfredens og Kirkes fredens Krænkelse, meget strængere end den Sjellandske Lov. 87) At endelig Forordningen af 1304 ihen dere,
84) Samt. Skrift. II. 371 372. 85) See Disfertat. de ufu juramenti Sect. I. 142, &c. (Nyt jur. Arch. XIV. 129 ff.) 86) Forordningen bestemmer nemlig, at de skulle miste deres Liv og have alt deres Gods forbrudt (Kof. Anchers Lovhist. II. 541); derimod straffer Lovens II. 5, 6, 11 og 12 dem, som dræbe i Huus, Kirke eller paa Tinge, med Frediøshed og Forbrydelse af Gods. 108 87) Efter denne Forordning, som findes trykt i Ghemens udgave af Kong Eriks Sjellandske Lov (jvfr. Anchers fami. Strift. I 526 ff.) tulle alle de, som ere i Flot og Folge med hovedmanden, være fredløse, ligesom
