XXXV
at den ved femte Mand ikke mener andet end hvad der i Jydske Lov hedder syvende Mand; thi Loven har iforvejen opregnet de Ascendenter og Sidebeslægtede, som ere den Afdøde beslægtede i første og anden Grab (først Fader, Moder, Broder og Softer; derpaa Farfader, Mormoder, Broderson, Broderdatter, Søs sterson og Søsterdatter) og nu tilføjer den: ”AEn of fwa worthær at angen cer than til. thar fwa nær er komen. tha take e then ther næft er at burth til femte manne;" man fan altsaa vel antage, at den først har begyndt at regne femte Mand fra hine to førstnævnte Grader, og det bliver saaledes det samme som syvende Mand fra den Afdøde. Maar derfor alle Haandskrifter af Arvebogen paa dette Sted have syvende Mand, saa er denne Læsemande ikke væsentlig forskjellig fra den Sjellandske Lovs. - Frems deles finde vi i Valdemars Lov intet Spor af de flere Indskrænkninger i Fredløshedsstraffens Virkninger, som Eriks Lov indeholder, og som jeg har troet at kunne anfee for et Beviis for dens Elde; 1) tvertimod indeholder Waldemars Sjell. Lov II. 29 den samme Bestemmelse, som Jydske Lov III. 20, at man, vee at dræbe sin Vederpart, naar han er fredles, ikke forbryder sin Fred; hvorved endnu bør bemærkes, at Begyndelsen af dette Cap. næsten ordlydende findes i Eriks Lov IL 12, kun ikke den nysnævnte Satning. At nu denne Ligt:d med Jydske Love Forskrifter virkelig skyldes denne Lovgivnings Indflydelse, som derimod ikke spores i Kong Eriks Lov, troer jeg saameget mindre at burde drage i Tvivl, som Valdemars Sjell. Lov I. 13 endog udtrykkelig citeret Jydske Lov; det hedder nemlig i Anledning af Bestemmelsen om Salg af Enkens Jord: ”for that fighoe wi fwa at an thot hun fköto tha at iuzk logh 92) a han ay at böta for henne fkötning æn thot hun haldz wy, d. e. thi saaledes sige vi, at endskjendt hun Skjødede efter Jydske Lov, da skal hun dog ef bede for hendes Skjødning, om den end ikke holdes (om hun end træder tilbage fra Kjøbet). For at gjøre forstaaeligt hvad denne Henvisning til Jydske Lov vil sige, vil det være nok at gjøre opmærksom paa den Forstfel mellem Jydske Lov (I. 37) paa den ene, og Skaanske (III. 8) og Sjellandske (Eriks Lov IV. 34) paa den anden Side, at den første ubetinget fordrer, at selve Skjødningen af faste Ejendomme skal foretages paa Tinge, de andre derimod ikke; da nu det nysnævnte Sted af of Valdemars Sjell. Lov vil sige, at Enkens Skjødning af hendes Jord skal være ugyldig, naar ikke hendes nærmeste Frænde derved er tilstede, om endog forresten Skjødningens Form maatte være faa bindende som mulig: saa bruger den netop Skjødningsmaaden efter Jydske Lov som et passende Exempel paa den meest bindende Form, da Skjødningen ifølge denne Lov altid skulde Fee paa Tinge, og de Retshandlinger, som der bleve foretagne, stode faste og uryggelige. I Eriks Sjell. L. I. I synes 100 Mark at angives som Maximum af Formue: thot hans ware til hundrethe mark; i det tilsvarende Sted i Valdemars Sjellandske Lov I. 1. 9 hedder der derimod: ok 91) See Side XXVI. Man kan imod denne Synsmaade ikke med Grund indvende, at Bitherlagsretten, den ældste af vore Love, ikke blot tilled, men endog befalede at dræbe den fredløse Bitherlagsmand, naar nogen Bitherlagsmand mødte ham, efterat han var lyft fredles; man maa nemlig erindre sig, at denne Lov var et jus particulare, som var betydelig strængere end den almindelige Landslovgivning, jvfr. Lovens Præs misser. 92) Nogle Haandskrifter have vel her fjalantzfare logh, ligesom Arvebogen, men de ældste og bedste, hvors til unægtelig hører Cod. Arn. Magn. No. 26, 8vo og Cod. Arn. Magn. No, 455, 12mo, hvilken Ancher ikke synes at have benyttet, have alle: iuzk logh. e
